Tag Archives: geografi

Nogle betragtninger om Roskilde Festival

Som mange andre havde jeg fornøjelsen af i sidste uge at opholde mig på den Roskilde Festival, jeg som teenager glorificerede, det meste af mine tyvere har holdt mig væk fra, men som jeg i år fik lejlighed til gennem et ok frivillig-job at genbesøge, tage del i og i samme ombæring få samlet lidt betragtninger omkring. Således det følgende.

Roskildes campingfestunivers fungerer ret godt som tilfældighedsmaskine. Sam-tilstedeværelsen og -cirkulationen af mængden af mennesker, ting og aktiviteter på området forårsager en løbende opståen af sjove og interessante hændelser og sammenfald uden nogen på forhånd decideret har planlagt dem. Eksempler kan både være den løbende automatiske renden ind i bekendte, sociale ritualer som ølbowling eller blot etableringen af en følelser af opstemthed gennem en serier af indtryk på en gåture gennem en livlige dele af lejrområdet. Den kontinuerte opståen af nye sammenfald er også noget der teoretiseres som en generel kvalitet ved byer (pdf), men på festivalen er det på nogle planer intensiveret. Fordi der bos i telte frem for bygninger af beton og sten, fordi man generelt opholder sig mere udenfor og fordi der ofte er meget løse overgange mellem lejrene og festivalens fælles rum bliver festivalgæsterne samlet mere kropsligt (såvel visuelt, lydligt, duftende som taktilt) tilstedeværende for hinanden end de er i deres dagligdags’ urbane miljøer . På grund af dette – og selvfølgelig i stærk samvirkning med alkohol, hash, fraværet af forpligtelser og en på forhånd etableret hedonistisk indstilling – skaber festivalens rum særlige affekter der sætter os i andre tilstande, og giver os foranledninger til andre måder at fornemme og opføre os på.

På mange måder etablerer festivaltilstanden kulturer og væreformer der er mere løsslupne/promiskuøse, (på nogle planer) åbentsindede, legende/improviserende (simple ølspil kan også have deres egen kreativitet) end hvad man må antage kendetegner mange af gæsternes hverdagsliv. Intimetsgrænser bliver mere flossede, nøgenhed er (til det amerikanske netmagasin Fuses benovelse) ikke specielt kontroversielt, relativt mange former for adfærd tolereres.  Det er smukt; måske kunne vi endda på en eller anden måde lære noget af det i vores hverdagsliv?
Eksperimenterne og løsluppetheden er dog samtidigt også viklet lidt ind i normativiteter, regelmæssigheder og udgrænsninger. Den eventuelle seksuelle prøven-grænser af virker altovervejende til at være en heteroseksuel en af slagsen. Drenge der kysser med andre drenge og piger der kysser med andre piger er – undtaget de åbenlyst distancerede, indforstået heteroseksuelle, bøsse-morsomheder – ikke et synderligt tilstedeværende fænomen på festivalen. På samme vis har nogle lidt vel fastlåste kønsroller en tendens til at træde frem. Nogle gange gensidigt accepteret, men desværre også nogle gange ret ubehageligt sexistisk grænseoverskridende, som  hos grupperne af mænd i lejre der i råb kritiser forbipasserende kvinders kroppe.

Lidt på samme måde som lejrområderne pulserer os rundt i uforudsigeligheden, giver sceneplaceringernes geografi på festivalområdet mulighed for musikalske derives gennem dagen og programmet. Hvor det på den ene side kan virke lidt uoverskueligt med de syv forskellige scener, har dette samtidigt den kvalitet, at man – enten udelukkende efter fødernes logik eller i kombination med spontan-planlægning i perioder af programmet hvor ingen på forhånd bekendte spiller – kan slentre sig frem gennem musikalske nyopdagelser fra både genrer og verdensdele, man må måske aldrig før har stiftet musikalsk bekendtskab med.

Det ærgerligt negative eksempel på koncerternes næring fra de rumlige dynamikkers tilvejebringelser af spontane publikummer er placeringen af den elektroniske Apollo-scene ude på campingområdet i Vest. Det ekstremt lave antal besøgende til ellers anerkendte og højkvalificerede acts som Martyn og  Addison Groove kunne være et vidnesbyrd om at scenen i praksis er sat uden for cirkulation i musikdagene. Den musikalsk progressive dynamik som festivalen ellers producerer ved at facilitere de omvandrende gæster pludselig havner til og bliver forført af cumbia, dyster neo-folk eller afrikansk ørkenblues bliver således ikke rigtigt den elektroniske dansemusik til del.

Ud over at den mere klubbede elektroniske musik placeringsmæssigt bliver sat uden for døren af festivalen, er der også andre måder hvorpå den ikke rigtigt for lov at komme til sin ret. Apolloscenens højde og det faktum at den er udendørs, giver en temmelig rockkoncertagtig ramme for musikken, med dj’en/kunstneren som et ophævet center på bekostning af den intense anonyme kollektivitet der kan opstå i et velfungerende tæt klubrum, hvor dj’en selvfølgelig stadig i nogen grad er et pejlemærke i rummet, men hvor der alligevel på en helt anden måde kan opstå en på en gang mere decentreret og fokuseret situation i tætpakketheden af dansende kroppe. Shlohmos overraskende dansable ”koncert” – som i praksis var et dj-set tilsat kåd og begejstret snak – på den fine, mørke og tætte (indendørs) Gloria-scene søndag aften var for undertegnede en kortvarig reminiscens af om hvad elektronisk dansemusik, med de rette rammer, faktisk kan – også på Roskilde ville kunne – formå at skabe af ekstatisk intensitet.

Sammen med det rumlige spiller tid også en stor rolle som vilkår for oplevelsen af musik. Klubmusik har i høj grad tradition for at være nat- og nogen steder post-nat (dvs. morgen)-musik. Lone og Martyn henholdsvis 18:45 og 20:30 er altså i det perspektiv ret meget op ad bakke. Hvis man ville have insisteret på Apollo-scenens position udendørs i lejrområdet, også som noget der måske, som Ralf Christensen foreslår, er tænkt til at korrespondere eller konkurrere med festerne i lejrene, kunne en meget sjovere måde at have brugt den på være generelt at have forskudt programmet på den måske fem timer længere tilbage i forhold til de andre scener. På den måde kunne man, efter at være gået ud fra de sidste koncerter på festivalområdet, få glæden af at danse til solopgangen til langt smukkere, mere intense og interessante lyde end lejranlæggenes uendelige røvballepop.

Øverste foto af Stig Nygaard, CC BY 2.0

 

Flattr this!