Twitterliste med danske forskere

Screen Shot 2014-09-01 at 12.00.27

I en dansk kontekst er det nogle bestemte grupper, der især er kommet til at tegne twittosfæren. Helt oplagt er der en stor mængde kommunikationsfolk og journalister, og efterhånden en del politikere, mens diverse sportsstjerner, tv-kendisser og popmusikere nok er nogle af dem der, målt i et simpelt antal følgere, får størst opmærksomhed på mediet . En faggruppe som imidlertid kun lige er begyndt at prøve sig frem, og som ikke forekommer at være så synlige endnu, er forskere.

For måske at kunne hjælpe en smule på vej i forhold til synligheden, og i hvert fald for at hvem der måtte interesseret kan få en strøm af forskernes tweets, har jeg startet en liste med danske forskere på twitter (klart inspireret af andre, der har lavet lignende lister for f.eks. journalister, topledere, folketingspolitikere, skuespillere m.m.)

I konteksten af listen er definitionen på en dansk forsker en videnskabelige ansat ved et dansk universitet (ikke noget krav om infødsret eller statsborgerskabskrav her), som niveau-mæssigt mindst er ph.d.-studerende.

Da der ikke findes nogen automatisk måde at finde alle medlemmer af en given social gruppe på twitter, er et redskaberne til at gøre listen så komplet så muligt, ganske enkelt løbende at få cirkuleret en efterlysning efter tips om folk, der mangler at blive tilføjet.

Derfor: Kender du nogen (eller er du selv en) som passer på ovenstående kriterier , og som ikke allerede er på listen, så skriv endelig til mig i kommentarfeltet herunder eller på twitter.

Eksisterende lister for enkelte universiteter

Da jeg for nyligt spurgte på twitter om folk til listen, blev jeg gjort bekendt med, at der allerede fandtes en liste over forskere fra Århus Universitet. Den er knyttet til AUforsker-profilen, som er en lille stafet, hvor forskellige forskere fra Århus på skift en uge af gangen tweeter om forskning, undervisning og akademiker-hverdagsliv.

Jeg forsøgte også at skrive til kommunikationsafdelingerne på alle de otte danske universiteter. De eneste ud over AU, som havde lavet en liste over ansatte var IT-Universitetet (måske ikke nogen stor overraskelse). På RUC havde de en liste over ansatte på journalistik, ligesom hende jeg fik fat i også kunne nævne en håndfuld fra hukommelsen.

SDU og DTU har endnu ikke svaret, mens kommunikationsfolkene for de resterende universiteters vedkommende ikke havde nogen viden om, hvem af deres videnskabelige ansatte, der er på twitter. Noget der nok også kan være en indikator på, at mediet, i hvert fald centralt fra universiteternes side, (endnu?) ikke rigtigt bliver betragtet som en væsentlig kanal for forskningsformidling.

En visualisering af et Københavnsk musik-offentligheds-netværk af facebooksider

På det sidste har jeg eksperimenteret lidt med at hente og visualisere forskellige digitale netværk. Et af de forsøg der indtil videre er faldet mest interessant ud, er dette kort over like-forbindelser mellem forskellige facebook-sider relateret til elektronisk og alternativ musik i, og ud over, København og Danmark.

Netværket er konstrueret med facebook-siden for den København-baserede musikblog Regnsky som udgangspunkt. Herfra har jeg udtrukket alle de andre facebook-sider, Regnsky’s facebook-side liker, og et trin videre, de sider som de af Regnsky likede sider liker, samt hvordan alle disse sider på kryds og tværs liker hinanden. Dette gav et datasæt bestående af 2174 noder (facebook-sider) og ialt 16511 forbindelseslinjer (et like fra en side til en anden).

Ved hjælp af Gephi har jeg visualiseret netværket i et to-dimensionalt rum. Fordelingen af noderne sker efter et simpelt kraftfelts-princip, hvor noder bliver trukket mod andre noder, hvis de har en forbindelse med dem eller frastødt hvis ikke. Noderne finder således gensidigt deres endelige plads på baggrund af placeringerne af de andre noder, de er forbundet med. Størrelsen på noderne er et udtryk for mængden af forbindelser hen til dem, dvs. antallet af de andre facebook-sider i dette netværk, der har liket dem. Farverne viser klynger af noder, hvor noder med den samme farve er tilbøjelige til at være stærkere forbundet med hinanden end med resten af netværket, og aftegner altså som sådan noget, der kunne være en slags communities. Orienteringen af kortet er arbitrær.

Se kortet i højopløselig zoom- og træk-bar version

Hvad ser vi på kortet?

For det første er det vigtigt at understrege, at kortet ikke afbilleder et aflukket univers, men et udskåret del af et meget større netværk. Som konsekvens af fremgangsmåden er indholdet af kortet klart påvirket af det udgangspunkt, jeg har valgt. Regnsky’s facebook-sides valg af andre sider at like, bliver så at sige den erkendelsesmæssige prisme, jeg approprierer. Især fordi mit crawl går to led ud siger netværket dog ikke primært noget om Regnsky selv, men derimod noget om de miljøer, bloggen via sine likes definerer sig selv som en del af. Regnsky er baseret og engageret i København og fokuserer på elektronisk og alternativ musik. Dette er reflekteret i de sider, de liker, som er en blanding af danske og udenlandske bands, producere og pladeselskaber, samt spillesteder, festivaler, og andre musik-medier.

Roskilde Festival er et fælles omdrejningspunkt

Temmelig centralt ligger den største node i netværket, Roskilde Festival. Som følge af princippet for fordelingen af noderne betyder en placeringen i midten, at Roskilde Festival bliver trukket i fra mange forskellige sider, noget der peger på, hvad vi måske godt viste, at Festivalen er den måske største institution i dansk musikliv. Som en oplagt konsekvens af måden, netværket er lavet på, ligger Regnsky selv også ret centralt (lige ved det øverste venstre hjørne af R’et i Roskilde).

Midt for i den nederste halvdel af kortet er vi primært uden for Danmarks grænser med “mainstream-alternative” navne som Radiohead, Björk, Sigur Rós m.v. Ligeledes ligger eksempelvis det toneangivende netmedie Pitchfork og det britiske pladeselskab 4AD her.

Danske bands, medier og spillesteder

I den højre del af kortet, i den blå klynge,  findes en blanding af bands, spillesteder og medier fra Danmark. Det kunne tyde på en mild tilbøjelighed til, de mere indie/alternative ting ligger i bunden (Smash!Bang!Pow!, Passive/Agressive, Det Elektriske Baromenter), og de lidt mere mainstream ting ligger højere oppe (P6 Beat, Gaffa, Pumpehuset etc.).

Kulturinstitutioner og Københavner-fænomener

De turkise noder omfatter en del kulturelle institutioner, som ikke, eller ikke udelukkende, har noget med musik at gøre. CPH:DOX, Louisiana, Cinemateket, Vice, Politiken m.fl. er eksempler. Den største er Art Rebels, der linker videre til en del andre noder, der for de flestes vedkommende ikke har nogen forbindelser til andre dele af netværket. De røde noder forekommer i høj grad at være bands og festivaler med en vis mainstream-popularitet, men for manges vedkommende meget knyttet til specifikt Københavnsk univers (Distortion, Festival, Cheff Records, Malk De Koijn etc.).

Internationale elektroniske producere og labels

Den sidste store gruppe, som temmelig tydeligt klynger sig sammen og trækker sig væk fra resten af netværket, er en række elektroniske producere og labels, som ligger i venstre side af kortet og er blevet grønne. Centralt i denne klynge ligger bl.a. Detroit-producere som Moodyman, Carl Craig og Jeff Mills, samt forskellige europæiske pladeselskaber. Lidt tættere på resten af netværket har vi for eksempel onlinemediet Fact Magazine, en af de måske måske bredest kendte producere af elektroniske musik, Aphex Twin, samt Warp Records. Endelig er musik-delings platformen Soundcloud ret stor, og mens den ligger tættere på centrum, er det stadig interessant at den i community-udregnings-algoritmen er blevet lagt sammen med de elektroniske musikere og labels, og altså tyder på især at være populær i de kredse.

Spørgsmål

Der er en række spørgsmål i en forlængelse af det her, som det kunne være interessant at tale om og tænke videre over. Hvilken slags viden giver sådan en kortlægning og visualisering, som jeg præsenteret her? Hvad kan man stille op med den?

Især i kraft af inddelingen i communities med forskellige farver, kan kortet måske bringe mindelser om den slags segmentering, man også kender fra den franske sociolog Pierre Bourdieu’s klassiske korrespondance-analyse eller nogle af de utallige afledte pop-marketing versioner. Noget, min måde at beskrive det på i det ovenstående nok også har båret præg af. I dette tilfælde er det dog vigtigt at huske på, det vi ser på ikke er data om sammenfald i forbrugsvaner, men derimod tilkendegivelser af forbundethed fra kulturproducenterne (eller deres community managers) selv. Det er på et andet niveau, men hvordan vi fortolke anderledes på det og tale anderledes om det?

Derudover: Lærer vi noget, vi ikke allerede godt ved? Og hvis vi gør, er det så en type viden, der kun interessant, for aktører med bestemte mål? (marketing-folk er det oplagte eksempel, men hvem ellers?), eller har det en også en bredere appel? Og hvem til?

Flere artikler i Informeren

Relateret til et nyligt afsluttet mini-praktikophold, har jeg på det sidste haft lidt artikler i Dagbladet Information.

Hvorfor venter vi stadig på p-pillen til mænd? Blandt andet fordi vi har arvet en ide om, alt hvad der relaterer sig til reproduktion er kvindens domæne, fortæller artiklen. Vi skrev en leder knyttet til artiklen, der slår til lyd for, det både kunne komme kvinder og mænd til gode, hvis/når pillen en gang kommer. Her er annonceringen af det australske muse-studie, med de lammede muskelceller omkring sæddelerne, artiklen kort omtaler, og her er en britisk mand, der har været forsøgsperson i en tidligere test, der fortæller om, hvorfor han gerne vil have pillen.

Varulven er erotisk på en farlig og dyrisk måde – om at varulve-figuren er ved at blive mere central i populære tv-serier, og om at det blandt andet er spændende, fordi den tilbyder nogle andre billeder på kvindelig seksualitet.

’Hvis min mor gik ind og kiggede, ville hun blive meget forarget’  – om Urban Dictionary, den brugerskrevne online slang ordbog, som samtidig med ofte at være temmelig vulgær og dum, også er blevet det bedste redskab til at få mening ud af ungt bastardiseret sprog. En ting, der ikke blev nævnt i artiklen, men som måske burde være blevet, da det understøtter dens pointe ret godt, er at siden på seneste faktisk nogle steder er begyndt at blive brugt i retten.

Closing Times and the American Devaluation of Pleasure

1514875182_5d3a16a347_o

Recently California Senator Mark Leno proposed a bill that would allow cities in the state to grant selected restaurants and nightclubs permission to extend the serving of alcohol later into the night. The new suggested limit would be 4 am rather than the 2 am dictated by the current regulation. The bill, Leno’s press release stresses, would allow the California cities a fairer standing vis-à-vis other global metropolises in the economically important competition to attract pleasure-seeking cosmopolitans and their money.

Supporters argue that the bill would benefit the economy as well as provide cities with the traffic-planning advantage of being able to have different clubs close at different hours and thus spread out the flow of people heading home. The opponents, on the other hand, in dramatic images of blood, fire and sirens in the night, want us to consider risk, health and public order (“the streets of Los Angeles at 4 a.m. will look like a rerun of Demolition Derby”), as well as the economy, though this time in terms of the increased state expenses the escalated night-time ravage of the extended service hours would cause.

As a foreigner accustomed to going out in Copenhagen and other European cities, one of the most apparent differences in the flow of things, that I experienced subsequent to arriving in California last fall for a year-long study abroad was, indeed, the very abruptly ending nights out. Imagine something like having finally obtained the warm and buzzing sensation the combination that drinks and good conversations can facilitate, maybe having established some nascent feeling of connection with an interesting stranger or perhaps almost being ready to immerse yourself in the crowd of the dance floor just for the lights to be turned on and a resolute doorman letting everyone know it’s time to go home. Entire stages of the journey that is a Friday or Saturday night out are simply never even allowed to begin here.

And however much the supporters might imagine that keeping the taps flowing for two more hours would propel San Francisco and LA into the top of some global party circuit, compared to many European cities 4 am is actually still not very late.

One of cities that Leno’s press release imagines the Californian ones to be on level with if the bill is passed is Berlin. But in terms of alcohol laws Berlin is much more similar to Las Vegas in that there isn’t no such thing as a set cut-off time for serving. Thus, certain clubs are able to operate, and sell alcohol, continuously for several nights and days. The liberal laws of the German capital, together with other factors such as low rent and cheap airfare, have provided the conditions for an extremely vivid and cultivated scene for nightlife and club culture as well the establishment of an image of the city as the party capital of Europe, that allows its inhabitants and many visitors to drink and dance to loud music in sweaty rooms (or outside in parks, on boats, by lakes, or on rooftops in the summer) at any time of night or subsequent day for however long their bodies are capable of.

Compared to this, then, the bill indeed appears as a very modest proposition, perhaps suggesting something about how an American puritan legacy disparaging pleasure might still play a substantial role in conditioning and constraining the premises of political debate, even in California.

Along these lines, it’s worth noting that the supporters of 4am predominantly argue in terms of economy and practical convenience. (Admittedly these are principles that dominate many European debates too, though Berlin mayor Klaus Wowereit’s 2004 designation of his city as being poor but sexy stands as a beautiful exception). What is largely absent from the discourse is how the diverse collection of aesthetic forms, interactions, sensations, feelings, and bodily movements encompassed in the term ‘partying’ might actually have cultural and existential values too, values that a societal debate could acknowledge as ends in themselves rather than merely means for economic ones.

When they work well, bars and clubs late at night can be very special spaces that give rise to unique situations and experiences, spaces that enable more overt expressions of affection and connection, spaces that allow playing with identity and self-staging, improvisation and loosening of boundaries, explorations of sexuality and intimacy. And they can be spaces of experiencing the body’s ability to gradually attune to and inhabit rhythmic movement facilitated by a collective of other bodies – often a process that can unfold over several hours if allowed.

And though drinking is not crucial to any of the above (indeed a lot of dance cultures utilize several other drugs, and perhaps even more so in the US as an effect of the strict alcohol laws), alcohol does often play an important role in transforming the situation into something distinct and different from everyday life, giving it a more ritualistic tone. And being allowed to serve does, in practice, seem to be what is necessary for most clubs and bars to stay open and keep the number of people required to hold the collectively charged atmosphere together.

Perhaps nightlife could be valued a little more – and the intoxicating substances involved in it be despised a little less – if we also think of it in terms of citizens sharing a quasi-public urban space, being able to experience one another as a sources of pleasure and communal ecstasy, and ultimately getting a strengthened sense of social commitment.

Photo by icanteachyouhowtodoit