16381052390_68ced7c6d2_k

Gennemgang af forskningslitteraturen om DIY biologi og biohacking

I forlængelse af den introduktion til DIY biologi, jeg lagde op for en måneds tid siden, er dette indlæg en gennemgang af den foreliggende forskningslitteratur om DIY biologi/biohacking. Ligesom det foregående indlæg er det ret direkte afledt fra en skitse til mit speciale, og er således også temmelig akademisk i sin stil.

***

Via en udførlig litteratursøgning i den tværvidenskabelige database Scopus samt en yderligere netværkssøgning har jeg, per december 2015, etableret en bibliografi på i alt 42 afhandlinger, bøger, artikler eller øvrige tekster fra akademiske medier om DIY biologi / biohacking.

At DIY biologi diskursivt er et temmelig nyt fænomen, viser sig ved, at der udelukkende er publiceret i perioden fra 2009 og frem til i dag. Ligeledes er der en vis disciplinær spredning i forhold til hvilke i sammenhænge, de forskellige bidrag optræder. Dette illustreres i nedenstående oplistning over hvilke tidsskrifter, de tekster der er udgivet i sådanne, optræder i. Ved tidsskrifter, der er flere publikationer fra, angiver tallet i parentesen, hvor mange gange, de optræder i samlingen.

Nature (4)
Journal of Peer Production (3)
Journal of Science Communication (2)
Science (2)
Systems and Synthetic Biology (2)
NanoEthics
Futures
Medicine, Conflict and Survival
Nature Biotechnology
Journal of Material Culture
Medecine/Sciences
International Review of Information Ethics
International Journal of Communication and Linguistic Studies
EMBO Reports
BioEssays
Biofutur
Science, Technology & Human Values
Nature Methods
Curator: The Museum Journal
Technology in Society
Microbiology Today
British Journal for the History of Science

Tekster fra naturvidenskabelige tidsskrifter

Blandt teksterne der er publiceret i videnskabelige tidsskrifter, er ca. halvdelen fra naturvidenskabelige. Blandt disse er flere dog relativt korte, journalistiske reportager, ledere, kommentarer o. lign. En del af især de tidligste indlæg består primært introduktioner til fænomenet i form af udpegning af, og interviews med nøglepersoner (mest fra USA), beskrivelser af de første labs, formidling af deltagernes begejstring og forhåbninger, samt drøftelser af potentielle bekymringer vedrørende sikkerhed (Ledford 2010; Wolinsky 2009; Kean 2011; Park 2013). De mere kommentar-prægede tekster pointerer, hvordan bevægelsen har potentiale til at styrke den offentlige interesse for videnskab, og opfordrer til, det etablerede videnskabelige samfund er imødekommende overfor amatørerne (Nature 2010; Nature Methods 2015). En lidt skeptisk kommentar indskærper, at amatør-biologerne den anden vej også bør opsøge viden fra professionelle videnskabsfolk omkring især sikkerhedsspørgsmål (Park 2013).

Opfordringer til imødekommenhed fra både universitetsverdenen, industrien og regeringers side står også som konklusionen i en rapport skrevet på baggrund af den hidtil eneste survey-undersøgelse blandt DIY-biologi-udøvere. Her argumenterer forfatterne samtidig for, at bekymrede spekulationer om DIY-biologi som mulig rugekasse for bioterrorister – som er blevet fremført af nogle massemedier og regeringsorganer – ikke har hold i virkeligheden, og at netværket tværtimod har en høj grad af opmærksomhed på spørgsmål om sikkerhed og etik (Grushkin et. al. 2013). Rapporten pointerer ligeledes, at der på tidspunktet for dens udgivelse ikke er særlig mange DIY-biologi-folk, der faktisk arbejder med genmanipulation, men at dette dog ser ud til at være på vej til forandre sig, efterhånden som teknikkerne til dette vil blive mere tilgængelige. Sidstnævnte underbygges af en kort artikel i Science fra 2015, om at amatørbiologerne nu er klar til også at eksperimentere med den nye teknologi CRISPR, der for tiden nyder stor offentlig bevågenhed i kraft af dens kapacitet til, langt billigere og langt mere præcist end det har været muligt med tidligere metoder at kunne klippe i DNA (Ledford 2015).

Et par artikler drøfter DIY biologi som en del af en bredere diskussion af syntesebiologi. En primært med fokus på sikkerhed (Bennett et al. 2009), samt en med fokus på tiltag, der kan føre til bedre og mere inkluderende forskningsprogrammer relateret til sundhedsmæssige dimensioner af syntesebiologi (Douglas & Stemerding 2013). En artikel i Science beskriver, hvordan laboratorieudstyr nu kan fremstilles nemmere og billigere på grund af 3D-printere og open source’ede instruktioner (Pearce 2012), mens et konference-paper fra en Human-Computer Interaction konference argumenterer for, at centralt kendetegn ved DIY Biologi er, at det foregår i et grænsefelt mellem en række forskellige interessenter, materialer og anliggender, og præsenterer i forlængelse deraf nogle design-prototyper, der legemliggør visioner for hvilken rolle Human-Computer Interaction kan spille i DIY biologi (Kuznetsov et al. 2012).

Samfunds- og humanvidenskabelige bidrag

De mere human- og samfundsvidenskabeligt prægede publikationer udfolder en række forskellige argumenter og tematikker, som jeg i det følgende vil give en lidt mere udførlig opridsning af. For overskuelighedens skyld har jeg underopdelt fremstillingen efter de forskellige overordnede argumenter, der fremføres i litteraturen.

Livsvidenskaber i forandring

To ph.d.-afhandlinger, begge inden for STS-feltet, tager DIY biologi som en blandt flere cases på bredere udviklinger i biologi i dag. Delfanti (2010, 2013) argumenterer for, der i dag er opstået en historisk ny videnskabelig ethos i biologi og, relateret, en ny forskerfigur. På baggrund af analyser af medie-tekster og videnskabelige artikler, samt, for DIY biologi’s vedkommende, etnografisk feltarbejde, beskriver han en ny bølge af biologer, hvis selvforståelser og offentlige fremtrædener artikulerer et mix af Robert Merton’s klassiske idealer for videnskabelig åbenhed og hacker-etikken, som den blev beskrevet af Steven Levy. Den nye open science-kultur, han identificerer, er kendetegnet ved idealer om vidensdeling og anti-bureaukrati, oprørskhed og hedonisme, men også ved entreprenørskab og en opportunistisk orientering mod muligheden for økonomisk profit. Han opsummerer denn nye bio-hacker-etik i følgende sæt imperativer: ”Crack the (genetic) code, share your data, have fun, save the world, be independent, become famous and make a lot of money” (Delfanti 2011:53). Lidt i samme tråd identificerer Kelty (2010) tre idealtypiske figurer i relation til offentlig deltagelse i livsvidenskaberne i dag: For det første outlaws, som er Robin Hood-typer, der vil dele ud af viden til dem, der ikke har det, med henblik på at demokratisere og afmystificere. For det andet hackerne, der får glæde ud af at imponere andre ved at vise, de har forstået et system så godt, at de kan få det til at gøre andre ting, end det var beregnet til. Og for det tredje de victorianske gentelmen, som er ultra-dannede polyhistor-typer, der har så stærke netværk, at de kan hæve sig over systemet (Ibid: 1-2).

Roosth (2010) lægger et lidt andet snit og betragter DIY biologi sammen med blandt andet syntesebiologi og molekulær gastronomi som cases på det hun kalder constructive biologies. Hun argumenterer for at vor tids post-genomiske biologi er ved et undergå en transformation i retning af i højere grad at bestå af praksisser, hvor biologer og andre, der har med biologi at gøre, i stadig stigende grad forstår hvad liv er gennem selv at skabe nye biologiske ting.

Materialitet, rumlighed og tidslighed

Meyer (2012, 2013, 2015) fokuserer på den rolle, materielle objekter og rum spiller for DIY biologi. Han pointerer, hvordan DIY biologi konstituerer en rumlig omfordeling af videnskab i form af at objekter, især laboratorieudstyr, der hidtil kun har været at finde i særlige rum, som kun særligt autoriserede personer har adgang til, nu begynder at sprede sig til steder, der er tættere på og mere tilgængelige for alle andre. Med henvisning til mediepopulære eksempler på personer, der har lavet laboratorier i deres soveværelser, taler Meyer om en domesticering af videnskaben (Meyer 2013). Samtidig med udstyret flyttes ud af laboratorierne, bliver det imidlertid også omformet. I den forbindelse foreslår han det sammensatte begreb amaterialization, som betegner “the combination between amateurization and re-materialization of scientific equipment” (Meyer 2015:143). Dette begreb, uddyber Meyer, indfanger “in a single term, a threefold process: the social process of making equipment available to amateurs; the technical work performed to transform equipment; and the co-construction of material versions and ‘amaterial’ versions of equipment (i.e. textual, digital or informational)” (Ibid.).

Et fokus på DIY biologi’s objekter finder vi også hos Delgado (2013), der argumenterer for, at det der bliver fremstillet skal tænkes som heideggerske ting – altid uafsluttede, bricolage-agtige samlinger af heterogene elementer – i kontrast til de purificerede objekter, den konventionelle teknovidenskab forsøger at konstruere. Delgado argumenterer endvidere for, at DIY biologi skiller sig ud fra gængs videnskabelig praksis ved at operere i en mere umiddelbar, kairotisk temporalitet, som er kendetegnet ved “the interplay of indeterminancy and immediacy” (Delgado 2013:69). Noget der også kan ses som en reaktion mod en konventionel måde at arbejde på: “a way of doing biology that is bureaucratically and technically over-mediated and in which anticipated results and repetitive routines replace individual curiosity” (Ibid:68).

Ambivalente relationer til etablerede institutioner

Delgado identificerer imidlertid også en række ambivalenser i relation mellem DIY biologi og Big Bio-komplekset af universiteter og store virksomheder. Således fremhæver hun eksistensen af et afhængighedsforhold som består i, at DIY biologis relative selvstændighed ofte kun er muliggjort af de uddannelsesinstitutioner, de centrale deltagere ofte har lange videregående uddannelser fra, af teknikker til dels udviklet i industrien, samt mere direkte materielt, af aflagt udstyr doneret fra biotech-virksomheder (Delgado 2013:67f). Ligeledes gør hun opmærksom på, at DIY biologi kan konstituere en slags gratis innovations-arbejde, som virksomheder og regeringer efterfølgende kan høste frugterne af. En pointe der er meget lig Delfantis (2011) betoning af, at åbenheden i open science, ved siden af de demokratiske aspekter, også kan betyde en åbenhed overfor at lade sig appropriere kommercielt.

Et andet kuriøst bindeled til en meget etableret og magtfuld institution, er den dialog, der finder sted mellem DIYbio-netværket og FBI, hvilket Tocchetti og Aguiton (2015) analyserer på. I deres artikel argumenterer de for, at samarbejdet mellem FBI og DIYbio omkring bio-sikkerhed, udgør en case der demonstrerer “the productive entaglement of biological risks and promises” (Tocchetti & Aguiton 2015:825).

Flere genealogier

Et par andre bidrag analyserer på DIY biologi som en del af maker-bevægelsen. Tocchetti (2012) beskriver en række centrale tidlige medlemmer af DIYbio-netværket’s deltagelse i en serie maker faires, og argumenterer for, hvordan de igennem at skulle præsentere deres projekter og ideer for publikum på disse messer indoptager en del af maker-figuren i deres selvfremstilling og identitet. Denne figur, makeren, er ifølge Tochetti en material-semiotisk samling, der blandt andet rummer arven fra en bestemt gren af amerikansk miljøaktivisme (The Sierra Club, samt miljøet omkring The Whole Earth Catalog), amerikanske kulturelle fortællinger om individuel selvstændighed og selvforsyning, samt et stigende ønske om “unplugged” socialitets-former i et ellers hypermedieret og digitaliseret hverdagsliv (Ibid:6).

Jen (2015) anlægger en kritisk feministisk optik, og argumenterer for, at de etablerede narrativer om maker-tilgange til biologi kønner deres figurer og oprindelseshistorier maskulint. Dette sker blandt andet i kraft af mytologiseringen af garagen som det sted, DIY biologi udfoldes, med stærke koblinger til kanoniserede computer-hobby-mandefællesskaber i 70erne som The Homebrew Computer Club, og med en primært mandlig hacker-figur som den typiske protagonist. Som et alternativ foreslår hun en stærkere opmærksomhed på nogle andre steder, figurer og tilknyttede traditioner, der normalt ikke er blevet fremhævet i medierede fremstillinger af DIY biologi. Disse indbefatter dels køkkenet som rum, hvilket knytter an til en arv fra kvindelige naturvidenskabsfolk, der i starten af det tyvende århundrede var med til at etablere ernærings-forskning som et seriøst videnskabeligt felt, og dels ‘the feminist biohealth hacker’, som en figur, der kæmper for demokratisering af teknovidenskabelig viden og adgang til sundhedsydelser for marginaliserede grupper. Sidstnævnte indbefatter også en stærk vedkendelse af en tradition fra 60erne og 70ernes kvindeselvhjælpsgrupper, der eksempelvis udviklede teknikker til gynækologiske selv-undersøgelser i et oprør mod et paternalistisk lægesystem (Ibid:135).

Fremhævelsen af flere historiske tråde, er for Jen også et forsøg på at modvirke den tendens til “historisk amnesi”, der ifølge Borup et. al. (2006, Jen 2015:130), ofte kendetegner hype omkring nye teknologiske udviklinger. Et yderligere bidrag med et lignende ærinde kommer fra Curry (2014), der argumenterer for en opmærksomhed på ligheder mellem hvad DIY biologer laver i dag, og praksisser blandt amatør-planteavlere op gennem hele det tyvende århundrede. Denne samstilling udgør samtidig et modeksempel til den typiske fortælling om, det er adgangen til at lave eksperimentel naturvidenskab, der i 1900tallet har adskilt amatører og professionelle.

Sammen med Meyer (2014), der fremhæver affiniteter og koblinger til lange traditioner for amatørers aktive deltagelse i for eksempel naturhistorie og epidemiologi, skubber både Jen og Curry således i retning af en forståelse af biohacking som noget, der i højere grad indgår i en historisk kontinuitet med tidligere bevægelser og praksisser.

Politiske potentialer

I kontrast til de mere kritisk-skeptiske bidrag, fremhæver Kera (2012a, 2012b, 2014) i en optimistisk tone, hvordan DIY biologi, på linje med hackerspaces og lignende, konstituerer mulige svar på problemstillinger omkring demokratisering af videnskab og teknologi, som de blandt andet er sat på dagsordenen i dele af STS-litteraturen. For hende står hackerspaces og DIY biologi således som bud på en praktisk udfoldelse af en Latoursk kosmo-politik, hvor det ikke på forhånd er afgrænset hvem og hvad, der er er relevante som aktører med indvirkninger på de processer, hvor tekno-videnskabelige objekter udformes. Tværtimod tilstræbes en åbenhed for, der altid kan tilkobles nye forbindelser til både mennesker og ikke-mennesker. Dette muliggøres af, at grupperne arbejder med deres objekter som prototyper, der igennem altid at kunne re-itereres efter at være blevet konfronteret med verden, kan blive ved med at inkorporere virkelige menneskers aktivitet. Kera foreslår, vi kan se denne tilgang som en art model for en praktisk-eksperimentiel, frem for bare diskursiv, demokratisk deliberation, hvor prototyperne indgår i en kollektiv afsøgning af forskellige mulige tekno-videnskabelige fremtider (2014:31). Centralt er det ligeledes, at de alternative R&D-kollektiver, som hun betegner hackerspace- og DIY biologi-sammenslutningerne, på en gang, og i den samme proces, udfører videnskabelige og sociale eksperimenter og derfor kommer tættere på en opløsning af skellet mellem på den ene side videnskab og teknologi og på den anden politik, organisation og kultur. (Meyer berører noget lignende, når han ret elegant pointerer, hvordan biohackerne simultant arbejder med creative workarounds af både teknologiske objekter og institutionelle infrastrukturer (Meyer 2013:128))

Med en måske lidt mere konventionel tilgang, undersøger Sanchez (2014) DIY biologi som social bevægelse, med udgangspunkt i et spørgsmål om den diskursive konstruktion af bevægelsens kollektive identitet. På baggrund af analyser af diskussioner på DIYbio.org-maillisten og fremstillinger i massemedier samt deltagerobservation og interviews, argumenterer hun for eksistensen af en relativt veldefineret kollektiv identitet omkring at være biohacker. Hun beskriver tre delte værdier knyttet til denne identitet, som alle artikuleres både i relation til en kritik af etablerede institutioner og som bud på alternative måder at arbejde på: Åbenhed som et ønske om, videnskabelig praksis ikke skal være forbeholdt en eksklusiv elite, frihed som muligheden for selv at definere meninger med og måder at praktisere videnskab på, samt samarbejde i bestræbelsen på at gøre viden til et delt gode i kontrast til en stadig mere konkurrencepræget kultur i universitetsverden. I tråd med Delfanti argumenterer Sanchez for, at biohackernes idealer kan betragtes som “a subgenre of the hacker ethos” (Sanchez 2014:50).

I kontrast til Sanchez, argumenterer Seifert (2015), i en analyse baseret på et sæt kriterier afledt fra litteraturen om sociale bevægelser, for, at DIY biologi faktisk ikke kan betragtes som en kritisk social bevægelse. Dette skyldes ifølge ham at der er for mange divergerende narrativer om og i DIY biologi omkring, hvad det handler om, og hvad målet er, hvis det er et. Samtidig er der heller ikke er nogen klart defineret fælles modstander, hvilket i den definition Seiffert benytter, er et andet konstitutivt træk ved kritiske sociale bevægelser. Derudover pointerer han, at hvor de fleste store sociale bevægelser, der har haft tekno-videnskabelige objekter som omdrejningspunkter – et centralt eksempel er anti-GMO bevægelsen – har forsøgt at få bremset en bestemt teknologis anvendelse, så søger DIY biologi jo tværtimod, på sin egen måde, at fremme, øge, skabe større udbredelse af et væld af forskellige bioteknologier Når dette er sagt, fremhæver Seifert dog også, at der alligevel er flere lighedstræk. DIY biologi deler i høj den community- og netværksbaserede organiseringsform med de sociale bevægelser, ligesom der også værdimæssigt også er en vis affinitet omkring en anti-establishment-orientering, samt en delt entusiasme for open source og fri vidensdeling. Opsummerende argumenterer han dog for det, i højere grad end en kritisk bevægelse, giver mening at se DIY biologi som en spirende modkultur, som dog også godt, fremsætter han som hypotese, potentielt ville kunne samarbejde med kritiske sociale bevægelser, og måske endda påvirke disse i retning af en mere affirmativ, frem for som hidtil primært kritisk, indstilling til teknologi (Seifert 2015:171).

Koblinger til kulturlivet

Ved siden af FBI, industrien, og (potentielt) aktivisterne, er en yderligere berøringsflade, som et par bidrag beskriver, den kulturelle sektor. Således er nogle af de eksempler på projekter Kera beskriver i hhv. Asien og Østeuropa, også udført i samarbejde med kunstnere, kulturhuse o. lign., ligesom Seyfried et. al (2014) fremhæver en høj grad af kontakt og samarbejde med kunstnere og designere, som et særligt kendetegn ved DIY biologi i Europa. Endelig beskriver Davies et. al. et samarbejde med to biohackere fra Biologigaragen omkring en udstilling på det museum, de fleste af forfatterne arbejder på – Medicinsk Museion i København. De argumenterer for, at biohacking korresponderer godt med en igangværende tendens i museums-verden omkring sam-kuratering med eksterne samarbejdsparter, og pointerer at DIY biologi grupper og udstyr på nogle punkter kan være bedre egnet end konventionel laboratorie-videnskab til i en offentlig setting at fremvise videnskab som proces. Dette skyldes at “the hacking approach is fundamentally open to different partners producing shared products; and the goals and pratices of hackers are less institutionally constrained that those of many scientists” (Davies et al. 2015:129).

Coverfoto af András Barta, CC Attribution 2.0

Referencer

Bennett, G., N. Gilman, A. Stavrianakis, and P. Rabinow. 2009. “From Synthetic Biology to Biohacking: Are We Prepared?” Nature Biotechnology 27(12):1109–11.

Borup, Mads, Nik Brown, Kornelia Konrad, and Harro Van Lente. 2006. “The Sociology of Expectations in Science and Technology.” Technology analysis & strategic management 18(3-4):285–98.

Curry, H. A. 2014. “From Garden Biotech to Garage Biotech: Amateur Experimental Biology in Historical Perspective.” British Journal for the History of Science 47(3):539–65.

Davies, Sarah R., Karin Tybjerg, Louise Whiteley, and Thomas Söderqvist. 2015. “Co-Curation as Hacking: Biohackers in Copenhagen’s Medical Museion.” Curator: The Museum Journal 58(1):117–31.

Delfanti, Alessandro. 2010. “Genome Hackers, Rebel Biology, Open Source and Science Ethic.” Universià Degli Studi Di Milano, Milano. Retrieved September 1, 2015 (https://air.unimi.it/retrieve/handle/2434/159641/146520/phd_unimi_R07477.pdf).

Delfanti, Alessandro. 2011. “Hacking Genomes. The Ethics of Open and Rebel Biology.” International Review of Information Ethics 15(09):52–57.

Delfanti, Alessandro. 2013. Biohackers: The Politics of Open Science. London: Pluto Press.

Delgado, Ana. 2013. “DIYbio: Making Things and Making Futures.” Futures 48:65–73.

Douglas, C. M. W. and D. Stemerding. 2013. “Governing Synthetic Biology for Global Health through Responsible Research and Innovation.” Systems and Synthetic Biology 7(3):139–50.

Grushkin, Daniel, Todd Kuiken, and Piers Millet. 2013. Seven Myths & Realities about Do-It-Yourself Biology. Wilson Center. Retrieved December 9, 2015 (http://www.synbioproject.org/process/assets/files/6673/_draft/7_myths_final.pdf).

Jen, Klare. 2015. “Do-It-Yourself Biology, Garage Biology, and Kitchen Science.” Pp. 125–41 in Knowing New Biotechnologies: Social Aspects of Technological Convergence, edited by M. Wienroth and E. Rodrigues. Routledge.

Kean, Sam. 2011. “A Lab of Their Own.” Science 333(6047):1240–41.

Kelty, Christopher M. 2010. “Outlaw, Hackers, Victorian Amateurs: Diagnosing Public Participation in the Life Sciences Today.” Jcom 9(1). Retrieved October 12, 2015 (http://thetarrytownmeetings.org/sites/default/files/discussion/Greenfield_Political_Economy_Supplement_Kelty.pdf).

Kera, Denisa. 2012a. “Hackerspaces and DIYbio in Asia: Connecting Science and Community with Open Data, Kits and Protocols.” Journal of Peer Production 2:1–8.

Kera, Denisa. 2012b. “NanoŠmano Lab in Ljubljana: Disruptive Prototypes and Experimental Governance of Nanotechnologies in the Hackerspaces.” Jcom 11(4). Retrieved December 9, 2015 (http://jcom.sissa.it/archive/11/04/Jcom1104(2012)C01/Jcom1104(2012)C03/Jcom1104(2012)C03.pdf).

Kera, Denisa. 2014. “Innovation Regimes Based on Collaborative and Global Tinkering: Synthetic Biology and Nanotechnology in the Hackerspaces.” Technology in Society 37:28–37.

Kuznetsov, Stacey, Alex S. Taylor, Tim Regan, Nicolas Villar, and Eric Paulos. 2012. “At the Seams: DIYbio and Opportunities for HCI.” Pp. 258–67 in Proceedings of the Designing Interactive Systems Conference. ACM. Retrieved December 8, 2015 (http://dl.acm.org/citation.cfm?id=2317997).

Ledford, H. 2015. “Biohackers Gear up for Genome Editing.” Nature 524(7566):398–99.

Ledford, Heidi. 2010. “Garage Biotech: Life Hackers.” Nature News 467(7316):650–52.

Meyer, Morgan. 2012. “Build Your Own Lab: Do-It-Yourself Biology and the Rise of Citizen Biotech-Economies.” Journal of Peer Production 2(online):4 – p.

Meyer, Morgan. 2013. “Domesticating and Democratizing Science: A Geography of Do-It-Yourself Biology.” Journal of Material Culture 18(2):117–34.

Meyer, Morgan. 2014. “Hacking Life? The Politics and Poetics of DIY Biology.” Meta Life. Biotechnologies, Synthetic Biology, Life and the Arts, MIT Press, Leonardo eBook Series. Retrieved December 8, 2015 (http://cns.asu.edu/sites/default/files/meyerm_synbiopaper2edit_2014.pdf).

Meyer, Morgan. 2015. “Amateurization and Re-Materialization in Biology.” Pp. 142–57 in Knowing New Biotechnologies: Social Aspects of Technological Convergence, edited by M. Wienroth and E. Rodrigues. Routledge.

Nature. 2010. “Editorial: Garage Biology.” Nature 467(7316):634.

Nature Methods. 2015. “Empowering Citizen Scientists.” Nature Methods 12(9):795–795.

Park, S. 2013. “DIY Biology: Bio-Inspired or Biohazard?” Microbiology Today 40(3):121–22.

Pearce, Joshua M. 2012. “Building Research Equipment with Free, Open-Source Hardware.” Science 337(6100):1303–4.

Roosth, Hannah Sophia. 2010. “Crafting Life : A Sensory Ethnography of Fabricated Biologies.” Thesis, Massachusetts Institute of Technology. Retrieved October 12, 2015 (http://dspace.mit.edu/handle/1721.1/63236).

Sanchez, G. A. 2014. “We Are Biohackers: Exploring the Collective Identity of the DIYbio Movement.” TU Delft, Delft University of Technology. Retrieved January 19, 2016 (http://repository.tudelft.nl/view/ir/uuid:2996be4c-8614-4014-8d3a-6b8ff63c8ee6/).

Seifert, Franz. 2015. “Converging Technologies and Critical Social Movements: An Exploration.” Pp. 158–73 in Knowing New Biotechnologies: Social Aspects of Technological Convergence, edited by M. Wienroth and E. Rodrigues. Routledge.

Seyfried, Günter, Lei Pei, and Markus Schmidt. 2014. “European Do-It-Yourself (DIY) Biology: Beyond the Hope, Hype and Horror.” BioEssays 36(6):548–51.

Tocchetti, Sara. 2012. “DIYbiologists as ‘makers’ of Personal Biologies: How MAKE Magazine and Maker Faires Contribute in Constituting Biology as a Personal Technology.” Journal of Peer Production 2:1–9.

Tocchetti, Sara and Sara Angeli Aguiton. 2015. “Is an FBI Agent a DIY Biologist Like Any Other? A Cultural Analysis of a Biosecurity Risk.” Science, Technology & Human Values 40(5):825–53.

Wolinsky, Howard. 2009. “Kitchen Biology. The Rise of Do-It-Yourself Biology Democratizes Science, but Is It Dangerous to Public Health and the Environment?” EMBO Reports 10(7):683–85.

Flattr this!

4154539665_29fc72095e_b

DIY biologi som socialt fænomen

Dette indlæg er en opridsning af historie og kendetegn ved do-it-yourself biologi som bevægelse (i en meget løs betydning af dette ord). Det er baseret på et kun meget lidt modificeret uddrag fra det speciale, jeg arbejder på, og er derfor i en – for en blog – relativt akademisk stil med litteraturhenvisninger osv.

Redigering d. 9/4: Har tilføjet et par sætninger om hackertraditionen og luet lidt ud i mængden af parenteser med forfatterefternavne og årstal.

***

En aften i begyndelsen af maj 2008 mødtes en blandet flok biologistuderende, softwareingeniører, en journalist, et par professorer med flere på en pub i Cambridge, Massachusetts i USA. Formålet med mødet var, som det friskt blev beskrevet i et blogindlæg senere på måneden, “to discuss the next big thing in biology: amateurs“. Til sammenkomsten blev der blandt andet talt om, hvorvidt den tekniske udvikling indenfor syntesebiologi snart var på vej til at gøre det muligt for lægpersoner at bidrage til biologividenskaben, ligesom entusiasterne fra Homebrew Computer Club i deres garager i Californien i 70erne udviklede på det, der senere blev til den personlige computer. En af arrangørerne fremhævede den feature, Make Magazine et par år tidligere havde kørt om ‘Backyard Biology’, og viste deltagerne en guide fra nettet om, hvordan kan udtrække DNA med kemikalier der findes i ethvert almindeligt køkken. Endelig foreslog han, man kunne lave et fælles bio-værksted i Boston, hvor de der havde lyst til at være med kunne dele udstyr, rum og ressourcer.

Tidligere i 00erne havde der i medierne været forskellige eksempler på enkeltpersoner, der havde bygget simple laboratorier eller lavet eksperimenter hjemme i garagerne, køkkenerne og soveværelserne, ikke mindst kunstneren Steve Kurz der i 2004 en tragisk og spektakulær sag blev anholdt af FBI under mistanke om bioterrorisme fordi, han havde laboratorieudstyr i sit hjem. Ligeledes havde der også allerede i medierne været forskellige mere eller mindre hyperbolske forsøg på at udråbe biopunk, biohacking, backyard biology, og garagebiologi som den nye store ting. Således proklamerede biologen og forretningsmanden Rob Carlson i 2005 i et essay i Wired Magazine, at “The era of garage biology is upon us”. Det var imidlertid først fra 2008 at det, der nu især er kendt som do-it-yourself biology, ofte handy forkortet DIYbio, begyndte at tage form som en slags bevægelse af løst organiserede åbne sociale fællesskaber.

Ved siden af at organisere en række sammenkomster i Boston-området, hvoraf den ovenfor beskrevne var den første, oprettede Jason Bobe og Mackenzie Cowell også i 2008 hjemmesiden diybio.org samt en relateret mailgruppe, der skulle hjælpe til at binde amatørbiologi-entusiaster sammen på tværs af forskellige steder.

Kort tid efter initiativet i Boston opstod en gruppe i San Francisco, hurtigt efterfulgt af sammenslutninger flere andre steder i USA. Hvor grupperne i begyndelsen mødtes enten på barer og cafeer, i private hjem eller i allerede etablerede hackerspaces, åbnede det første amerikanske community lab, Genspace i New York i slutningen af 2010, snart efterfulgt af Biocurious i Silicon Valley-området. Nogenlunde samtidig startede de første grupper i Europa, herunder La Paillasse i Paris og Biologigaragen i København, som blev etableret i hhv. 2009 og 2010, ligesom der også snart kom gang i aktiviteter og grupper i bl.a. Schweiz, England og Holland.

Termen DIY biologi røber næsten definitionen i sig selv: Individer eller grupper der typisk frivilligt og i deres fritid praktiserer laboratoriebiologi og bioteknologi andre steder end i etablerede institutioner som universiteter og store virksomheder. For de offentligt synlige grupper kan en række yderligere fællestræk imidlertid også identificeres. Ifølge Seyfried et. al. er DIY biologi således generelt kendetegnet ved interdisciplinaritet, non-profit, interesse i udvikling og anvendelse af billigere versioner af gængst laboratorie-udstyr, værdier omkring demokratisering, autonomi og inklusion, samt promovering af open source og open innovation principper i mere eller mindre eksplicit kontrast til den etablerede kommercielle biotech-industri (Seyfried et. al. 2014:548). Således er det også et væsentligt karakteristika, at de community labs, hvor DIY biologi bliver praktiseret, typisk er tilgængelige for alle, uanset uddannelsesmæssige eller øvrige sociale baggrunde eller tilhørsforhold (Landrain et al. 2013:117).

Hvor DIY biologi, i hvert fald i den akademiske litteratur, er den betegnelse der blevet mest udbredt, er der også en række andre synonymer i cirkulation. Til tider kan valget af disse også være signende for, hvilke af ovenstående karakteristika der betones stærkest.

Synonymer for DIY biologi

Ved siden af ‘Do-It-Yourself biology‘, er et andet ord, der især bliver brugt om ca. det samme biohacking. En term som til forskel fra DIY biologi, eksplicit etablerer en forbindelse til hackerkulturen og -arven. Imidlertid er biohacking også et mere flertydigt ord, som undertiden også bliver brugt mere bredt om f.eks. genmodificering og syntetisk biologi med en eller anden grad af rebelsk attitude (f.eks. Delfanti 2013, om uenighed om betydningen se Sanchez 2014:50). Ligeledes bliver ordet også nogle gange i massemedierne samt i nogles af gruppers selvsbeskrivelser brugt til at betegne det at lave teknologiske forsøg på sin egen krop, i form af eksempelvis at implantere elektroniske mikrochips under huden. En gruppe der ellers normalt bliver benævnt grinders.

En betegnelse med endnu mere modkulturelle konnotationer er biopunk, som blandt andet er blevet kendt i regi af Meredith Patterson’s ‘Biopunk Manifesto’, som dog altovervejende artikulerer de samme værdier, som kendetegner DIYbio i øvrigt. I den modsatte retning, har vi en term som biomaking (Tocchetti 2012), der knytter an til maker-bevægelsen og det mere mainstream og familie-venlige brand, dette implicerer (meget parallelt til den semantiske forskydning når hackerspaces rebrandes som makerspaces). Yderligere termer, som også typisk er synonyme med DIY biologi er de forskellige “stedslige” termer garage biology, kitchen biology og backyard biology, mens hackteria-netværket, der har været en væsentlig aktør i bevægelsen i Europa og Asien, open source biological art. Endelig er et begreb, der klart dækker bredere, men som mange af DIYbio/biohacking-grupperne også beskriver sig selv med, ctizen science, som i højere grad sætter den civilsamfundslige dimension af fællesskaberne i semantisk centrum.

Fra starten har DIY biologi overlappet med eller stået i relation til en række yderligere felter og miljøer, som for fleres vedkommende også kan siges at have udgjort en del af de omstændigheder, der har sandsynliggjort at fænomenet i det hele taget er opstået.

For det første er der den åbenlyse kobling til hacker- og hackerspace-bevægelsen. Hackerbevægelsen har rødder tilbage til 60erne, men voksede især i løbet af 90erne med udvikling af free og open source software som sit omdrejningspunkt, mens en senere videre udvikling, har været etableringen af hackerspaces, brugerdrevne community spaces med eksperimenter med teknologi som deres omdrejningspunkt. Kendetegnende for hackerbevægelsen er et sæt af værdier, nogle gange benævnt the hacker ethic, som især handler om nysgerrighed, fri vidensdeling og meritokrati, hvilket også ofte betyder konflikt med etablerede regimer indenfor intellektuel ejendomsret  (Coleman 2013). Ifølge Delfanti konstituerer DIY biologi “a direct translation of free software and hacking practices into the realm of cells, genes and labs” (Delfanti 2013:112). Udover en kontinuitet i værdisæt, består ligheden også i den aktive anvendelse af de muligheder internettet giver for vidensdeling og (semi-)decentraliseret samarbejde, ligesom de fleste community labs er enten inspireret af, eller direkte fysisk en del allerede etablerede hackerspaces (Ibid: 113).

En anden kobling der har været til stede fra starten er til syntesebiologien, som er et relativt nyopstået forskningsfelt centreret omkring bestræbelser på at applikere endnu mere ingeniørvidenskabelige tilgange til genmodificering. En del af nøglefigurerne i udviklingen af feltet har været tilknyttet MIT, og har i høj grad også været inspireret af hackerkulturen og principperne i open source software (Calvert 2010). Foruden proklamationer om, hvordan dens produkter på utallige måder kan revolutionere verden, er syntesebiologien også slået op på, at dens designprincipper vil gøre det nemmere og sjovere at arbejde med genmanipulation. Et centralt element i promovering af og rekruttering til feltet har været konkurrencen iGEM (international Genetically Engineered Machines), der siden 2003 har være afholdt årligt i Boston. Her har hold af studerende, og fra 2014 også amatører, dystet i at bygge mikrobiologiske “maskiner”, samtidig med de er blevet eksponeret for et sæt af normer og værdier i særdeleshed omkring fri deling af materialer og informationer, men også omkring opmærksom på etik, sociale implikationer og sikkerhed (Roosth 2010:95f), og altså på mange måder en, kultur der overlapper med den, der præger DIY biologi. Der er således heller ikke en tilfældighed at flere af de enkeltpersoner, der har været drivende kræfter i DIY biologi-grupper rundt omkring, også er affilieret med syntesebiologi-forskningscentre og -virksomheder som studerende eller ansatte. Ligeledes er iGEM i høj grad blevet en infrastruktur, der faciliterer mange studerendes første møde med DIY biologi-miljøet (Meyer 2014:2, Kelty 2010:4).

En yderligere verden, DIY biologi, også i lighed med syntesbiologien, fra starten har indgået i, er den erhvervskultur for opstart af nye virksomheder, startups, der også er udbredt i IT. Med Delfantis ord er både DIY biologi-grupper og deltagerne i disse “immersed in a dense entrepreneurial environment where start-ups and new open science companies try to navigate their way through the dominance of the Big Bio market” (Delfanti 2013:113). Således også den udbredte historiske sammenligning med de hobby-fællesskaber der i midt 70erne udviklede de første personlige computere, og hvis deltagere blandt andet inkluderede de senere grundlæggere af Apple (jf. beskrivelsen af Boston mødet ovenfor). I hvert fald for de europæiske gruppers vedkommende vurderer Seyfried et. al. dog, at der ikke for alvor er indikationer på at grupperne skulle udvikle sig til deciderede test-beds for kommercielt orienterede projekter, da deres fokusser alligevel altovervejende er andre steder (Seyfried et. al. 2014:551).

Ud over ovenstående netværk af traditioner og miljøer er der en yderligere række historiske og samtidige fænomener, der også står som oplagte fortilfælde, men som jeg af pladshensyn desværre kun kort kan opliste her. Disse inkluderer: Længere traditioner for amatørvidenskab, som de f.eks. har udfoldet sig i f.eks. naturhistorie, astronomi og ornitologi, 70er-kvindegrupper med fokus på seksuel sundhed, urban gardening og permakultur-bevægelser, alskens øvrige hobby- og interessefællesskaber, og – i særedelshed i en dansk kontekst – en bredere civilsamfundslig frivilligheds- og foreningskultur.

Aktiviteter

En række forskellige ting finder sted i de forskellige DIY biologi grupper. Mest gennemgående er aktiviteter der relateret sig til læring, i form af både foredrag, men selvfølgelig i særdeleshed hands-on workshops (Landrain et al. 2013:117). Et eksempel på en aktivitet, der måske er den, der allerflest gange er blevet holdt workshops med er DNA-udtræk, en relativt simpel proces, som gennemgås i utallige guides til på nettet, hvor man via opvaskemiddel og alkohol kan udskille dna fra et sample af celler enten fra et menneske (for eksempel en selv) eller fra f.eks. jordbær eller kiwier, som er nogle af organismer, der ofte er blevet brugt. En række yderligere eksempler på hvad forskellige grupper har lavet er, som oplistet af Meyer (2015:147), genetisk modificering af yoghurt, DNA barcoding af planter, molekulær gastronomi, fremstilling af biosensorer der kan detektere giftstoffer i mad og kultivering af selvlysende mikroorganismer.

Relateret til syntesebiologi-koblingen har mange af de fremstillinger, der fra starten har været af DIY biologi, både fra grupperne selv og i medierne, kredset omkring visioner og ambitioner om anvendelsen af teknologier til genmanipulation. Det er især det aspekt, der også i starten gav anledning til vis mængde spekulationer og frygt i medierne om mulige risici for, om amatørerne ved et uheld ville kunne starte en dødelig epidemi. En bekymring, der ifølge Grushkin et. al. ikke er meget hold i. I hvert fald respondenterne i deres survey arbejdede, med få undtagelser, højest med organismer der var klassificeret under Biosafety level 1, hvilket vil sige, de er velundersøgte og ude af stand til at gøre mennesker syge. I den udstrækning, grupperne overhovedet arbejder med genmanipulation, er det (i hvert fald per 2013) generelt på et temmelig simpelt niveau (Grushkin et. al. 2013:10). Specifikt for EU-landendes vedkommende er en væsentlig begrænsning ydermere den relativt strikse regulering af genteknologi, der kræver at et laboratorium skal gennem en relativt omstændelig proces for at opnå en sikkerhedslicens fra myndighederne for at kunne beskæftige sig med genmanipulation. I Seyfried et. al’s gennemgang i 2014 var der endnu ikke grupper der havde gjort dette, omend flere havde erklærede intentioner om det. I mellemtiden har dog i hvert fald et community lab, London Biohackspace, fået en Containment Level 1 licens.

I forhold til niveauet for det tekniske og videnskabelige indhold, er de fleste af gruppernes aktiviteter stadig temmelig rudimentære. Men som flere forfattere argumenterer for, består de primære tekniske nyskabelser, der er vokset ud af DIY biologi ikke så meget af nye teknologier, men derimod af billigere og mere tilgængelige versioner af allerede etablerede teknologier og metoder (Landrain et al. 2013; Meyer 2015; Pearce 2012). Disse innovationer bliver i stor stil delt på internettet i form af instruktioner, protokoller, diagrammer, og design-filer til 3D-printere og laser-skærere, typisk under åbne licenser, der ligesom med free software, tillader fri modifikation og viderecirkulation. Således er en af de mest væsentlige og synlige kategorier af DIY biologi-projekter da også den mængde af open source hardware, som forskellige individer, grupper og små virksomheder affilieret med bevægelsen, har lanceret.

Samling af eksempler på DIY biologi hardware

Vækst og spredning

Med et par års forskydning har udbredelsen af DIY biologi fundet sted ret overlappende med den tredje bølge af hackerspaces, omend i noget mindre skala. Hvor de første community labs blev etableret omkring 2010, kunne Landrain et. al. i 2013 identificere 37 DIYbio laboratorier over hele verden (omend stadig med langt størstedelen i Nordamerika og Europa), og notere sig at der på diybio.org mailgruppen var 2600 medlemmer, og der havde været i alt 3700 diskussionstråde. Per d. 10 februar 2016, viser et hurtigt tjek, at disse tal nu er på hhv. 4534 medlemmer og 5507 tråde. Som mulige forklaringer på at den vækst og spredning der har fundet sted nævner de en række faktorer, de fleste af hvilke jeg allerede har været inde på ovenfor: For det første tilstedeværelsen diybio.org-hjemmesiden og især mailgruppen som et centralt online samlingspunkt for opbakning og vidensdeling på tværs af lokale grupper. For det andet de generelt faldende priser på laboratorieudstyr, og selvfølgelig især open source hardware varianterne For det tredje muligheden for at ligge DIY biologi laboratorier inden i, eller i tilknytning til allerede eksisterende hacker- og makerspaces. For det fjerde iGEM som knudepunkt for udbredelse af biohacker-kultur og kendskab til DIYbio, for det femte omtalen både i populære medier, men også i naturvidenskabelige akademiske tidsskrifter som Nature og Science, og for det sjette en omfavnelse fra og forbindelse til maker-bevægelsen i form af omtaler i Make Magazine og med deltagelse af DIY biologi folk på en række Maker Faires (Landrain et al. 2013:117, om sidstnævnte se også Tocchetti 2012). Endelig var et både kuriøst og spektakulært moment i DIY biologi’s historie, det dialogprogram FBI indledte med bevægelsen, som blandt andet kom til udtryk i to konferencer for DIY biologer, som efterretningstjenesten finansierede, først i 2011 for de Nordamerikanske grupper, og igen i 2012, hvor mere end 120 “delegerede” fra hele verden blev fløjet ind til Californien for sammen med FBI-agenter at drøfte spørgsmål om risici, sikkerhed og ansvarlighed.

Geografisk set er DIY biologi stadig altovervejende et vestligt fænomen, hvor langt de fleste grupper og individer er lokaliseret i USA eller Europa, omend der også er initiativer i bl.a. Sydamerika, Australien og Asien (jf. Kera 2012 om sidstnævnte). En sammenligning mellem grupper i USA og Europa konkluderer, der overordnet er flere ligheder end der forskelle (Seyfried et al. 2014). Imidlertid er der også nogle elementer der er distinkte for de europæiske grupper i forhold til de amerikanske. Således blev der i 2011 af repræsentanter for forskellige grupper udformet to separate code of ethics-dokumenter for henholdsvis USA og Europa, hvor der ved siden af en række fælles punkter om bl.a. åben adgang, transparens, sikkerhed og fredelige formål, også var distinkte elementer for hver af de to. Således den havde kun det europæiske udkast punkter vedrørende ‘community’, ‘accountability’, ‘modesty’ og ‘responsibility’, mens den amerikanske havde ‘tinkering’ som et distinkt punkt (Eggleson 2014). Ydermere er der, som allerede nævnt, en markant forskel i forhold til den politiske regulering omkring arbejdet med genteknologi, og endelig identificerer Seyfried et. al. en større grad af samarbejder kunstnere og designere som et særligt kendetegn ved DIY biologi i Europa (Seyfried et al. 2014:549).

Coverbilledet er taget af Sung won Lim og licenseret under Creative Commons Attribution-NonCommercial 2.0

Referencer

Bobe, Jason. 2008. “Don’t Phage Me, Bro.” DIYbio. Retrieved February 1, 2016 (http://diybio.org/2008/05/24/dont-phage-me-bro/).

Calvert, Jane. 2010. “Synthetic Biology: Constructing Nature?” The Sociological Review 58:95–112.

Carlson, Rob. 2005. “Splice It Yourself.” Wired Magazine. Retrieved October 8, 2015 (http://archive.wired.com/wired/archive/13.05/view.html?pg=2%3ftw=wn_tophead_5).

Coleman, E. Gabriella. 2013. Coding Freedom: The Ethics and Aesthetics of Hacking. Princeton: Princeton University Press.

Delfanti, Alessandro. 2013. Biohackers: The Politics of Open Science. London: Pluto Press.

Eggleson, K. 2014. “Transatlantic Divergences in Citizen Science Ethics—Comparative Analysis of the DIYbio Code of Ethics Drafts of 2011.” NanoEthics 8(2):187–92.

Grushkin, Daniel, Todd Kuiken, and Piers Millet. 2013. Seven Myths & Realities about Do-It-Yourself Biology. Wilson Center. Retrieved December 9, 2015 (http://www.synbioproject.org/process/assets/files/6673/_draft/7_myths_final.pdf).

Kean, Sam. 2011. “A Lab of Their Own.” Science 333(6047):1240–41.

Kera, Denisa. 2012. “Hackerspaces and DIYbio in Asia: Connecting Science and Community with Open Data, Kits and Protocols.” Journal of Peer Production 2:1–8.

Landrain, Thomas, Morgan Meyer, Ariel Martin Perez, and Remi Sussan. 2013. “Do-It-Yourself Biology: Challenges and Promises for an Open Science and Technology Movement.” Systems and Synthetic Biology 7(3):115–26.

Meyer, Morgan. 2014. “Hacking Life? The Politics and Poetics of DIY Biology.” Meta Life. Biotechnologies, Synthetic Biology, Life and the Arts, MIT Press, Leonardo eBook Series. Retrieved December 8, 2015 (http://cns.asu.edu/sites/default/files/meyerm_synbiopaper2edit_2014.pdf).

Meyer, Morgan. 2015. “Amateurization and Re-Materialization in Biology.” Pp. 142–57 in Knowing New Biotechnologies: Social Aspects of Technological Convergence, edited by M. Wienroth and E. Rodrigues. Routledge.

Patterson, Meredith L. 2010. “A Biopunk Manifesto.” Radio Free Meredith. Retrieved February 10, 2016 (http://maradydd.livejournal.com/496085.html).

Pearce, Joshua M. 2012. “Building Research Equipment with Free, Open-Source Hardware.” Science 337(6100):1303–4.

Roosth, Hannah Sophia. 2010. “Crafting Life : A Sensory Ethnography of Fabricated Biologies.” Thesis, Massachusetts Institute of Technology. Retrieved October 12, 2015 (http://dspace.mit.edu/handle/1721.1/63236).

Sanchez, G. A. 2014. “We Are Biohackers: Exploring the Collective Identity of the DIYbio Movement.” TU Delft, Delft University of Technology. Retrieved January 19, 2016 (http://repository.tudelft.nl/view/ir/uuid:2996be4c-8614-4014-8d3a-6b8ff63c8ee6/).

Seyfried, Günter, Lei Pei, and Markus Schmidt. 2014. “European Do-It-Yourself (DIY) Biology: Beyond the Hope, Hype and Horror.” BioEssays 36(6):548–51.

Tocchetti, Sara. 2012. “DIYbiologists as ‘makers’ of Personal Biologies: How MAKE Magazine and Maker Faires Contribute in Constituting Biology as a Personal Technology.” Journal of Peer Production 2:1–9.

Tocchetti, Sara and Sara Angeli Aguiton. 2015. “Is an FBI Agent a DIY Biologist Like Any Other? A Cultural Analysis of a Biosecurity Risk.” Science, Technology & Human Values 40(5):825–53.

 

Flattr this!

13 tweets from my twitterfeed about Twitter changing their favorite-star to a like-heart

Earlier today Twitter made a change in their design from users previously having the ability to press a star in order to ‘favorite’ another tweet to now instead letting us press a heart in order to let us ‘like’ a tweet.

Here are 13 of my favorite reactions to it the reactions I liked the most:

via @claudiakincaid

 

via @Dymaxion

via @claudiakincaid

 

via @Infonauten

Translated from Danish: “Where were you when favs became likes”. I had just gotten home sitting my armchair opening my browser not having the slightest clue on what was about to hit me.

 

A few analytically sound ones:

 

 

via @GreatDismal

 

A couple of more radical takes on the situation:

A rare voice urging us to remain calm:

 

On a side note it’s actually interesting how seemingly small design changes have come to be a collective concern amongst at least some groups of social media users. In a way I think there are good reasons for it, and that it does reveal an important consciousness about how our scope of ways  of digitally being together are by shaped by the design-decisions of the corporations providing these infrastructures. Let’s talk more about that on some occasion.

Flattr this!

Twitterliste med danske forskere

Screen Shot 2014-09-01 at 12.00.27

I en dansk kontekst er det nogle bestemte grupper, der især er kommet til at tegne twittosfæren. Helt oplagt er der en stor mængde kommunikationsfolk og journalister, og efterhånden en del politikere, mens diverse sportsstjerner, tv-kendisser og popmusikere nok er nogle af dem der, målt i et simpelt antal følgere, får størst opmærksomhed på mediet . En faggruppe som imidlertid kun lige er begyndt at prøve sig frem, og som ikke forekommer at være så synlige endnu, er forskere.

For måske at kunne hjælpe en smule på vej i forhold til synligheden, og i hvert fald for at hvem der måtte interesseret kan få en strøm af forskernes tweets, har jeg startet en liste med danske forskere på twitter (klart inspireret af andre, der har lavet lignende lister for f.eks. journalister, topledere, folketingspolitikere, skuespillere m.m.)

I konteksten af listen er definitionen på en dansk forsker en videnskabelige ansat ved et dansk universitet (ikke noget krav om infødsret eller statsborgerskabskrav her), som niveau-mæssigt mindst er ph.d.-studerende.

Da der ikke findes nogen automatisk måde at finde alle medlemmer af en given social gruppe på twitter, er et redskaberne til at gøre listen så komplet så muligt, ganske enkelt løbende at få cirkuleret en efterlysning efter tips om folk, der mangler at blive tilføjet.

Derfor: Kender du nogen (eller er du selv en) som passer på ovenstående kriterier , og som ikke allerede er på listen, så skriv endelig til mig i kommentarfeltet herunder eller på twitter.

Eksisterende lister for enkelte universiteter

Da jeg for nyligt spurgte på twitter om folk til listen, blev jeg gjort bekendt med, at der allerede fandtes en liste over forskere fra Århus Universitet. Den er knyttet til AUforsker-profilen, som er en lille stafet, hvor forskellige forskere fra Århus på skift en uge af gangen tweeter om forskning, undervisning og akademiker-hverdagsliv.

Jeg forsøgte også at skrive til kommunikationsafdelingerne på alle de otte danske universiteter. De eneste ud over AU, som havde lavet en liste over ansatte var IT-Universitetet (måske ikke nogen stor overraskelse). På RUC havde de en liste over ansatte på journalistik, ligesom hende jeg fik fat i også kunne nævne en håndfuld fra hukommelsen.

SDU og DTU har endnu ikke svaret, mens kommunikationsfolkene for de resterende universiteters vedkommende ikke havde nogen viden om, hvem af deres videnskabelige ansatte, der er på twitter. Noget der nok også kan være en indikator på, at mediet, i hvert fald centralt fra universiteternes side, (endnu?) ikke rigtigt bliver betragtet som en væsentlig kanal for forskningsformidling.

Edit: DTU har svaret og har startet en liste med deres forskere, efter jeg henvendte mig til dem.

Flattr this!