En interessant egenskab ved lyddelingsplatformen Soundcloud er de tidspunktsknyttede kommentarer. Under den waveform som repræsenterer lydens forløb i tid som en bevægelse fra venstre mod højre med forskellige udsving af lydstyrke på den vertikale akse, løber et blåt felt. Ved at holde markøren over feltet, kan man indføje en kommentar bundet til et bestemt sted i lydoptagelsens forløb, markeret ved antal sekunder siden optagelsens start.
Lige siden web begyndte at blive 2.0, har kommentarfeltet været temmelig obligatorisk interiør på blog-, video– og fotodelingsplatforme såvel som på en del af de mere etablerede nyhedsmediers artikler. Isæt for sidstnævnte med fremkomsten af besynderlige debatkulturer til følge.
Imidlertid er den gængse opsætning af kommentarerne altid adskilt fra selve indholdet, man kommenterer på, typisk ved at ligge længere nede på siden.
Her adskiller Soundcloud sig altså ved at give mulighed for, at kommentarerne knytter sig til en bestemt del af indholdet. Dette er interessant i relation til en undersøgelse af, hvilken rolle teknologi kan spille i forhold til, hvordan kulturelle objekter konstitueres.
Hvor det afsides liggende kommentarfelt i højere grad er med til at konstruere indholdet som en sammenhængende, aflukket entitet, inviterer den integrerede kommentarfunktion i stedet til at forholde sig til indholdet som en ikke på forhånd afmålt mængde af detaljer og momenter, som man kan værdsætte i disses egen ret, uden en eksplicit relation til helheden. Det kunne som en sidebemærkning være interessant, hvis nogen lavede noget lignende med tekst. Måske lidt som en gennemlæsnings-kommentarfunktionen man kender fra f.eks. Microsoft Word.
Det er i den sammenhæng morsomt at forestille sig, at der på en hypotetisk litteraturdelingsside ville blive udfoldet samme slags ordlyd som på Soundcloud — ”NIIIIIIICCCE!!!”, ”massive” ”vibes” strøet ud over interessante strofeskift på dit nyligt publicerede digt. Fortsat digression: Det morsomme (hvis det er morsomt?) kunne tænkes at bestå i, at det umiddelbart ville forekomme usandsynligt, at de litterære begejstringsytringer ville tage sig ud på samme måde som ovenstående. Vi forestiller os, at de nok ville være mere sprogligt artikulerede.
Betyder det så at musik i forhold til litteratur afstedkommer grovere, mere simple værensformer? Måske handler det ikke om, at folk der lytter til musik er mindre sofistikerede end folk, der læser skønlitteratur, men at den primære og ”intelligente” måde at reagere på musik måske i højere grad er kinetisk end verbalsproglig, og at de simple skriftlige udmeldinger på Soundcloud blot er snævre og ydmyge medieringer af langt mere omfattende kropslige reaktioner.
Hvis vi forestiller os en brugsmåde, der bestod af kommentarer det sted, hvor en intensiveret fornemmelse af nydelse eller følelse af forbindelse med musikken indfandt sig, kunne vi se kommentarfunktionen som et slags kvasividenskabeligt forsøg. Forsøget ville kunne lære os noget om affekt og bevidsthed ved at vise, hvor lang tid der går, fra vi begynder at blive påvirket af musikken, til vi bliver bevidste om det og føler incitament til at udtrykke en eventuel begejstring ved at skrive en kommentar. Måske med lidt mindelser om neurofysiologen Benjamin Libets klassiske forsøg omkring det tidslige mellemrum mellem aktiveringen af en sanseimpuls og det bevidste subjekts opfattelse af det.
