En visualisering af et Københavnsk musik-offentligheds-netværk af facebooksider
På det sidste har jeg eksperimenteret lidt med at hente og visualisere forskellige digitale netværk. Et af de forsøg der indtil videre er faldet mest interessant ud, er dette kort over like-forbindelser mellem forskellige facebook-sider relateret til elektronisk og alternativ musik i, og ud over, København og Danmark.
Netværket er konstrueret med facebook-siden for den København-baserede musikblog Regnsky som udgangspunkt. Herfra har jeg udtrukket alle de andre facebook-sider, Regnsky’s facebook-side liker, og et trin videre, de sider som de af Regnsky likede sider liker, samt hvordan alle disse sider på kryds og tværs liker hinanden. Dette gav et datasæt bestående af 2174 noder (facebook-sider) og ialt 16511 forbindelseslinjer (et like fra en side til en anden).
Ved hjælp af Gephi har jeg visualiseret netværket i et to-dimensionalt rum. Fordelingen af noderne sker efter et simpelt kraftfelts-princip, hvor noder bliver trukket mod andre noder, hvis de har en forbindelse med dem eller frastødt hvis ikke. Noderne finder således gensidigt deres endelige plads på baggrund af placeringerne af de andre noder, de er forbundet med. Størrelsen på noderne er et udtryk for mængden af forbindelser hen til dem, dvs. antallet af de andre facebook-sider i dette netværk, der har liket dem. Farverne viser klynger af noder, hvor noder med den samme farve er tilbøjelige til at være stærkere forbundet med hinanden end med resten af netværket, og aftegner altså som sådan noget, der kunne være en slags communities. Orienteringen af kortet er arbitrær.
Se kortet i højopløselig zoom- og træk-bar version
Hvad ser vi på kortet?
For det første er det vigtigt at understrege, at kortet ikke afbilleder et aflukket univers, men et udskåret del af et meget større netværk. Som konsekvens af fremgangsmåden er indholdet af kortet klart påvirket af det udgangspunkt, jeg har valgt. Regnsky’s facebook-sides valg af andre sider at like, bliver så at sige den erkendelsesmæssige prisme, jeg approprierer. Især fordi mit crawl går to led ud siger netværket dog ikke primært noget om Regnsky selv, men derimod noget om de miljøer, bloggen via sine likes definerer sig selv som en del af. Regnsky er baseret og engageret i København og fokuserer på elektronisk og alternativ musik. Dette er reflekteret i de sider, de liker, som er en blanding af danske og udenlandske bands, producere og pladeselskaber, samt spillesteder, festivaler, og andre musik-medier.
Roskilde Festival er et fælles omdrejningspunkt
Temmelig centralt ligger den største node i netværket, Roskilde Festival. Som følge af princippet for fordelingen af noderne betyder en placeringen i midten, at Roskilde Festival bliver trukket i fra mange forskellige sider, noget der peger på, hvad vi måske godt viste, at Festivalen er den måske største institution i dansk musikliv. Som en oplagt konsekvens af måden, netværket er lavet på, ligger Regnsky selv også ret centralt (lige ved det øverste venstre hjørne af R’et i Roskilde).
Midt for i den nederste halvdel af kortet er vi primært uden for Danmarks grænser med “mainstream-alternative” navne som Radiohead, Björk, Sigur Rós m.v. Ligeledes ligger eksempelvis det toneangivende netmedie Pitchfork og det britiske pladeselskab 4AD her.
Danske bands, medier og spillesteder
I den højre del af kortet, i den blå klynge, findes en blanding af bands, spillesteder og medier fra Danmark. Det kunne tyde på en mild tilbøjelighed til, de mere indie/alternative ting ligger i bunden (Smash!Bang!Pow!, Passive/Agressive, Det Elektriske Baromenter), og de lidt mere mainstream ting ligger højere oppe (P6 Beat, Gaffa, Pumpehuset etc.).
Kulturinstitutioner og Københavner-fænomener
De turkise noder omfatter en del kulturelle institutioner, som ikke, eller ikke udelukkende, har noget med musik at gøre. CPH:DOX, Louisiana, Cinemateket, Vice, Politiken m.fl. er eksempler. Den største er Art Rebels, der linker videre til en del andre noder, der for de flestes vedkommende ikke har nogen forbindelser til andre dele af netværket. De røde noder forekommer i høj grad at være bands og festivaler med en vis mainstream-popularitet, men for manges vedkommende meget knyttet til specifikt Københavnsk univers (Distortion, Festival, Cheff Records, Malk De Koijn etc.).
Internationale elektroniske producere og labels
Den sidste store gruppe, som temmelig tydeligt klynger sig sammen og trækker sig væk fra resten af netværket, er en række elektroniske producere og labels, som ligger i venstre side af kortet og er blevet grønne. Centralt i denne klynge ligger bl.a. Detroit-producere som Moodyman, Carl Craig og Jeff Mills, samt forskellige europæiske pladeselskaber. Lidt tættere på resten af netværket har vi for eksempel onlinemediet Fact Magazine, en af de måske måske bredest kendte producere af elektroniske musik, Aphex Twin, samt Warp Records. Endelig er musik-delings platformen Soundcloud ret stor, og mens den ligger tættere på centrum, er det stadig interessant at den i community-udregnings-algoritmen er blevet lagt sammen med de elektroniske musikere og labels, og altså tyder på især at være populær i de kredse.
Spørgsmål
Der er en række spørgsmål i en forlængelse af det her, som det kunne være interessant at tale om og tænke videre over. Hvilken slags viden giver sådan en kortlægning og visualisering, som jeg præsenteret her? Hvad kan man stille op med den?
Især i kraft af inddelingen i communities med forskellige farver, kan kortet måske bringe mindelser om den slags segmentering, man også kender fra den franske sociolog Pierre Bourdieu’s klassiske korrespondance-analyse eller nogle af de utallige afledte pop-marketing versioner. Noget, min måde at beskrive det på i det ovenstående nok også har båret præg af. I dette tilfælde er det dog vigtigt at huske på, det vi ser på ikke er data om sammenfald i forbrugsvaner, men derimod tilkendegivelser af forbundethed fra kulturproducenterne (eller deres community managers) selv. Det er på et andet niveau, men hvordan vi fortolke anderledes på det og tale anderledes om det?
Derudover: Lærer vi noget, vi ikke allerede godt ved? Og hvis vi gør, er det så en type viden, der kun interessant, for aktører med bestemte mål? (marketing-folk er det oplagte eksempel, men hvem ellers?), eller har det en også en bredere appel? Og hvem til?
Nogle betragtninger om Roskilde Festival
Som mange andre havde jeg fornøjelsen af i sidste uge at opholde mig på den Roskilde Festival, jeg som teenager glorificerede, det meste af mine tyvere har holdt mig væk fra, men som jeg i år fik lejlighed til gennem et ok frivillig-job at genbesøge, tage del i og i samme ombæring få samlet lidt betragtninger omkring. Således det følgende.
Roskildes campingfestunivers fungerer ret godt som tilfældighedsmaskine. Sam-tilstedeværelsen og -cirkulationen af mængden af mennesker, ting og aktiviteter på området forårsager en løbende opståen af sjove og interessante hændelser og sammenfald uden nogen på forhånd decideret har planlagt dem. Eksempler kan både være den løbende automatiske renden ind i bekendte, sociale ritualer som ølbowling eller blot etableringen af en følelser af opstemthed gennem en serier af indtryk på en gåture gennem en livlige dele af lejrområdet. Den kontinuerte opståen af nye sammenfald er også noget der teoretiseres som en generel kvalitet ved byer (pdf), men på festivalen er det på nogle planer intensiveret. Fordi der bos i telte frem for bygninger af beton og sten, fordi man generelt opholder sig mere udenfor og fordi der ofte er meget løse overgange mellem lejrene og festivalens fælles rum bliver festivalgæsterne samlet mere kropsligt (såvel visuelt, lydligt, duftende som taktilt) tilstedeværende for hinanden end de er i deres dagligdags’ urbane miljøer . På grund af dette – og selvfølgelig i stærk samvirkning med alkohol, hash, fraværet af forpligtelser og en på forhånd etableret hedonistisk indstilling – skaber festivalens rum særlige affekter der sætter os i andre tilstande, og giver os foranledninger til andre måder at fornemme og opføre os på.
På mange måder etablerer festivaltilstanden kulturer og væreformer der er mere løsslupne/promiskuøse, (på nogle planer) åbentsindede, legende/improviserende (simple ølspil kan også have deres egen kreativitet) end hvad man må antage kendetegner mange af gæsternes hverdagsliv. Intimetsgrænser bliver mere flossede, nøgenhed er (til det amerikanske netmagasin Fuses benovelse) ikke specielt kontroversielt, relativt mange former for adfærd tolereres. Det er smukt; måske kunne vi endda på en eller anden måde lære noget af det i vores hverdagsliv?
Eksperimenterne og løsluppetheden er dog samtidigt også viklet lidt ind i normativiteter, regelmæssigheder og udgrænsninger. Den eventuelle seksuelle prøven-grænser af virker altovervejende til at være en heteroseksuel en af slagsen. Drenge der kysser med andre drenge og piger der kysser med andre piger er – undtaget de åbenlyst distancerede, indforstået heteroseksuelle, bøsse-morsomheder – ikke et synderligt tilstedeværende fænomen på festivalen. På samme vis har nogle lidt vel fastlåste kønsroller en tendens til at træde frem. Nogle gange gensidigt accepteret, men desværre også nogle gange ret ubehageligt sexistisk grænseoverskridende, som hos grupperne af mænd i lejre der i råb kritiser forbipasserende kvinders kroppe.
Lidt på samme måde som lejrområderne pulserer os rundt i uforudsigeligheden, giver sceneplaceringernes geografi på festivalområdet mulighed for musikalske derives gennem dagen og programmet. Hvor det på den ene side kan virke lidt uoverskueligt med de syv forskellige scener, har dette samtidigt den kvalitet, at man – enten udelukkende efter fødernes logik eller i kombination med spontan-planlægning i perioder af programmet hvor ingen på forhånd bekendte spiller – kan slentre sig frem gennem musikalske nyopdagelser fra både genrer og verdensdele, man må måske aldrig før har stiftet musikalsk bekendtskab med.
Det ærgerligt negative eksempel på koncerternes næring fra de rumlige dynamikkers tilvejebringelser af spontane publikummer er placeringen af den elektroniske Apollo-scene ude på campingområdet i Vest. Det ekstremt lave antal besøgende til ellers anerkendte og højkvalificerede acts som Martyn og Addison Groove kunne være et vidnesbyrd om at scenen i praksis er sat uden for cirkulation i musikdagene. Den musikalsk progressive dynamik som festivalen ellers producerer ved at facilitere de omvandrende gæster pludselig havner til og bliver forført af cumbia, dyster neo-folk eller afrikansk ørkenblues bliver således ikke rigtigt den elektroniske dansemusik til del.
Ud over at den mere klubbede elektroniske musik placeringsmæssigt bliver sat uden for døren af festivalen, er der også andre måder hvorpå den ikke rigtigt for lov at komme til sin ret. Apolloscenens højde og det faktum at den er udendørs, giver en temmelig rockkoncertagtig ramme for musikken, med dj’en/kunstneren som et ophævet center på bekostning af den intense anonyme kollektivitet der kan opstå i et velfungerende tæt klubrum, hvor dj’en selvfølgelig stadig i nogen grad er et pejlemærke i rummet, men hvor der alligevel på en helt anden måde kan opstå en på en gang mere decentreret og fokuseret situation i tætpakketheden af dansende kroppe. Shlohmos overraskende dansable ”koncert” – som i praksis var et dj-set tilsat kåd og begejstret snak – på den fine, mørke og tætte (indendørs) Gloria-scene søndag aften var for undertegnede en kortvarig reminiscens af om hvad elektronisk dansemusik, med de rette rammer, faktisk kan – også på Roskilde ville kunne – formå at skabe af ekstatisk intensitet.
Sammen med det rumlige spiller tid også en stor rolle som vilkår for oplevelsen af musik. Klubmusik har i høj grad tradition for at være nat- og nogen steder post-nat (dvs. morgen)-musik. Lone og Martyn henholdsvis 18:45 og 20:30 er altså i det perspektiv ret meget op ad bakke. Hvis man ville have insisteret på Apollo-scenens position udendørs i lejrområdet, også som noget der måske, som Ralf Christensen foreslår, er tænkt til at korrespondere eller konkurrere med festerne i lejrene, kunne en meget sjovere måde at have brugt den på være generelt at have forskudt programmet på den måske fem timer længere tilbage i forhold til de andre scener. På den måde kunne man, efter at være gået ud fra de sidste koncerter på festivalområdet, få glæden af at danse til solopgangen til langt smukkere, mere intense og interessante lyde end lejranlæggenes uendelige røvballepop.
Øverste foto af Stig Nygaard, CC BY 2.0
Nogle gode ting, jeg har læst på nettet det sidste stykke tid
I anledning af en legen med tanken om det potentielt frugtbare i at vi i stedet for at være så afsindigt meget på facebook begyndte at brug mere tid og energi på at læse, skrive og kommentere på blogs, og også lidt inspireret af en årsopsamling over musik jeg skrev på kinesis og af at støde på Lars Bukdahls top 5 over poetiske/litterære blogs, fik jeg lyst til at kuratere en lille liste over gode læseoplevelser på nettet i løbet af ca. den sidste måned. Således følgende udvalg af posts, artikler og tekster, fra blogs, online-magasiner, samt online-versioner af papiraviser, jeg har fundet interessante, kloge, smukke, eller på anden vis fremhævelsesværdige, og som jeg lige har kunnet kommet i tanker om. Listen bærer til dels præg af venner og bekendte, jeg synes, qua at have skrevet fine ting, fortjener mere eksponering. Der er ikke nogen ambitioner om udførlighed.
By/rum
Lise Rask skriver fint om bl.a. Bella Donna etagen i hotellet Bella Sky, på sin nye blog ‘stedord’, der virker til tematisk at kredse om by og byrum, indtil videre især østlige udkanter af København.
‘Byliv er blevet et buzzword‘ af Sven Johannesen, Dagbladet Information. “»En føntørrer af varm luft banker ud over byen. Man siger byliv, så ved alle, hvad man taler om. Men det, man i virkeligheden mener, er byliv som middel til at fremme et mål, og dette mål er kreativ økonomi og oplevelsesøkonomi.«”
Køn/seksualitet/identitet
Analyse af Kidd og køn. På Den Fri, af Eini Carina Grønvold. “Kidds lyse stemme, feminine bevægelser og fremhævet splejsede krop giver ham en androgynitet, der i traditionel machokultur ville stemple ham som ‘en bøsserøv'”
‘Er jeg så også homofob?‘. Anders Haahr Rasmussens blog på Dagbladet Information. Plæderer for mere nuancering i debatten om Uffe Elbæks udtalelser om homofobiske og racistiske ytringer på fodbolbaner og kommer i forlængelse deraf ind på nogle ret interessante betragtninger om de internaliserede racismer og homofobier, vi måske alle bærer rundt på, uagtet de politisk korrekte ståsteder, vi ellers bevidst måtte identificere os med.
Ophavsret
‘Ophavsret er en pest for kunst og idéer‘. Funderet i et slags humanistisk dannelsesideal, anlægger Bjørn Bredal fra Politiken et tiltrængt bredere samfundsmæssigt/kulturelt perspektiv på ophavsretsdiskussionen. “Selvfølgelig skal vi have noget lovgivning omkring rettigheder, patenter og praktisk brug af nye ideer og produkter, herunder kunstneriske produkter. Men denne selvfølgelighed burde aldrig være andet end en undtagelse fra hovedreglen: Enhver offentlig idé er offentligt eje. […] Gælder det ikke bare om, at så mange som muligt ser den nyeste film af Lars von Trier eller Susanne Bier? Er det ikke i samfundets interesse, at nye tanker, former, udtryk, ideer, fortællinger, sange, billeder kan blive til glæde for så mange som muligt så billigt som muligt og meget gerne gratis?”
Henrik Chulu har på Fri kultur i december måned begået en lille serie af posts med afsæt i en demonstration af, hvordan forskellige instanser i både, musik- film- og rettighedsbranchen også har foretaget i ulovlige downloads. På optrævlende journalistisk vis fremlægger Chulu en række problematiske forhold ved de politiske processer omkring de såkaldte brevmodel, i særdeleshed RettighedAalliancen (tidl. Antipiratgruppen)’s rolle heri. ‘Advarselsbreve til Sony og RettighedsAlliancen‘, ‘Det handler ikke (kun) om hykleri‘ og ‘Danmark trues af kulturpolitiske klimaforandringer‘.
Ontologi og gadeliv
‘Situationtologi‘ på Commoniser. “Det er velkendt at gaderne flyder med modstridende situationer: uhøfligheder, flirt, ligegyldighed. At blive objekt for en andens gestus – at blive anråbt, kærtegnet eller ignoreret – konstituerer mig altid som noget særligt, noget andet end “mig selv”. Jeg bliver hele tiden til som disse andre ting gennem andres gestusser. De er apparater.” Kommer til at tænke på om det at konceptualisere situationen som ontologisk udgangspunkt ikke også i virkeligheden rummer en vis affinitet med den sociologiske tradition symbolsk interaktionisme (omend SI qua dets betoning af det symbolske nok ikke har det samme opmærksomhed overfor ikke-menneskelig agens, som Maltes note lægger op til med sit material-feministiske framework). På en sidebemærkning, har der også været lidt kommentarsporsmæssigt gang i den andetsteds på samme blog, i forbindelse med en heller ikke uinteressant præsentation af mystisk kopimi, en sekterisk fraktion af kopimismen, der for nyligt er blevet anerkendt som religion i Sverige.
Diverse/poesi
Personlig henvendelse på fugleskolen. Om blogger-tvivl, inkubatorer, Sarah Kane og kattes forhold til baldrian.
Dear Billie d. 5. januar. Om jeg’et i du’ets badekåbe, fornemmelse af knude i bryst og SIR-modeller.
‘Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?‘ Før og nu, natur, hverdag og organisation. “Lad os synge om samfundets bevægelse mod mindre angst!”
Fortæl og link gerne om og til noget godt, du har læst for nyligt i kommentarfeltet herunder. Kh.
Soundclouds kommentarfunktion
En interessant egenskab ved lyddelingsplatformen Soundcloud er de tidspunktsknyttede kommentarer. Under den waveform som repræsenterer lydens forløb i tid som en bevægelse fra venstre mod højre med forskellige udsving af lydstyrke på den vertikale akse, løber et blåt felt. Ved at holde markøren over feltet, kan man indføje en kommentar bundet til et bestemt sted i lydoptagelsens forløb, markeret ved antal sekunder siden optagelsens start.
Lige siden web begyndte at blive 2.0, har kommentarfeltet været temmelig obligatorisk interiør på blog-, video– og fotodelingsplatforme såvel som på en del af de mere etablerede nyhedsmediers artikler. Isæt for sidstnævnte med fremkomsten af besynderlige debatkulturer til følge.
Imidlertid er den gængse opsætning af kommentarerne altid adskilt fra selve indholdet, man kommenterer på, typisk ved at ligge længere nede på siden.
Her adskiller Soundcloud sig altså ved at give mulighed for, at kommentarerne knytter sig til en bestemt del af indholdet. Dette er interessant i relation til en undersøgelse af, hvilken rolle teknologi kan spille i forhold til, hvordan kulturelle objekter konstitueres.
Hvor det afsides liggende kommentarfelt i højere grad er med til at konstruere indholdet som en sammenhængende, aflukket entitet, inviterer den integrerede kommentarfunktion i stedet til at forholde sig til indholdet som en ikke på forhånd afmålt mængde af detaljer og momenter, som man kan værdsætte i disses egen ret, uden en eksplicit relation til helheden. Det kunne som en sidebemærkning være interessant, hvis nogen lavede noget lignende med tekst. Måske lidt som en gennemlæsnings-kommentarfunktionen man kender fra f.eks. Microsoft Word.
Det er i den sammenhæng morsomt at forestille sig, at der på en hypotetisk litteraturdelingsside ville blive udfoldet samme slags ordlyd som på Soundcloud — ”NIIIIIIICCCE!!!”, ”massive” ”vibes” strøet ud over interessante strofeskift på dit nyligt publicerede digt. Fortsat digression: Det morsomme (hvis det er morsomt?) kunne tænkes at bestå i, at det umiddelbart ville forekomme usandsynligt, at de litterære begejstringsytringer ville tage sig ud på samme måde som ovenstående. Vi forestiller os, at de nok ville være mere sprogligt artikulerede.
Betyder det så at musik i forhold til litteratur afstedkommer grovere, mere simple værensformer? Måske handler det ikke om, at folk der lytter til musik er mindre sofistikerede end folk, der læser skønlitteratur, men at den primære og ”intelligente” måde at reagere på musik måske i højere grad er kinetisk end verbalsproglig, og at de simple skriftlige udmeldinger på Soundcloud blot er snævre og ydmyge medieringer af langt mere omfattende kropslige reaktioner.
Hvis vi forestiller os en brugsmåde, der bestod af kommentarer det sted, hvor en intensiveret fornemmelse af nydelse eller følelse af forbindelse med musikken indfandt sig, kunne vi se kommentarfunktionen som et slags kvasividenskabeligt forsøg. Forsøget ville kunne lære os noget om affekt og bevidsthed ved at vise, hvor lang tid der går, fra vi begynder at blive påvirket af musikken, til vi bliver bevidste om det og føler incitament til at udtrykke en eventuel begejstring ved at skrive en kommentar. Måske med lidt mindelser om neurofysiologen Benjamin Libets klassiske forsøg omkring det tidslige mellemrum mellem aktiveringen af en sanseimpuls og det bevidste subjekts opfattelse af det.