Tag Archives: hacker culture

DIY biologi som socialt fænomen

Dette indlæg er en opridsning af historie og kendetegn ved do-it-yourself biologi som bevægelse (i en meget løs betydning af dette ord). Det er baseret på et kun meget lidt modificeret uddrag fra det speciale, jeg arbejder på, og er derfor i en – for en blog – relativt akademisk stil med litteraturhenvisninger osv.

Redigering d. 9/4: Har tilføjet et par sætninger om hackertraditionen og luet lidt ud i mængden af parenteser med forfatterefternavne og årstal.

***

En aften i begyndelsen af maj 2008 mødtes en blandet flok biologistuderende, softwareingeniører, en journalist, et par professorer med flere på en pub i Cambridge, Massachusetts i USA. Formålet med mødet var, som det friskt blev beskrevet i et blogindlæg senere på måneden, “to discuss the next big thing in biology: amateurs“. Til sammenkomsten blev der blandt andet talt om, hvorvidt den tekniske udvikling indenfor syntesebiologi snart var på vej til at gøre det muligt for lægpersoner at bidrage til biologividenskaben, ligesom entusiasterne fra Homebrew Computer Club i deres garager i Californien i 70erne udviklede på det, der senere blev til den personlige computer. En af arrangørerne fremhævede den feature, Make Magazine et par år tidligere havde kørt om ‘Backyard Biology’, og viste deltagerne en guide fra nettet om, hvordan kan udtrække DNA med kemikalier der findes i ethvert almindeligt køkken. Endelig foreslog han, man kunne lave et fælles bio-værksted i Boston, hvor de der havde lyst til at være med kunne dele udstyr, rum og ressourcer.

Tidligere i 00erne havde der i medierne været forskellige eksempler på enkeltpersoner, der havde bygget simple laboratorier eller lavet eksperimenter hjemme i garagerne, køkkenerne og soveværelserne, ikke mindst kunstneren Steve Kurz der i 2004 en tragisk og spektakulær sag blev anholdt af FBI under mistanke om bioterrorisme fordi, han havde laboratorieudstyr i sit hjem. Ligeledes havde der også allerede i medierne været forskellige mere eller mindre hyperbolske forsøg på at udråbe biopunk, biohacking, backyard biology, og garagebiologi som den nye store ting. Således proklamerede biologen og forretningsmanden Rob Carlson i 2005 i et essay i Wired Magazine, at “The era of garage biology is upon us”. Det var imidlertid først fra 2008 at det, der nu især er kendt som do-it-yourself biology, ofte handy forkortet DIYbio, begyndte at tage form som en slags bevægelse af løst organiserede åbne sociale fællesskaber.

Ved siden af at organisere en række sammenkomster i Boston-området, hvoraf den ovenfor beskrevne var den første, oprettede Jason Bobe og Mackenzie Cowell også i 2008 hjemmesiden diybio.org samt en relateret mailgruppe, der skulle hjælpe til at binde amatørbiologi-entusiaster sammen på tværs af forskellige steder.

Kort tid efter initiativet i Boston opstod en gruppe i San Francisco, hurtigt efterfulgt af sammenslutninger flere andre steder i USA. Hvor grupperne i begyndelsen mødtes enten på barer og cafeer, i private hjem eller i allerede etablerede hackerspaces, åbnede det første amerikanske community lab, Genspace i New York i slutningen af 2010, snart efterfulgt af Biocurious i Silicon Valley-området. Nogenlunde samtidig startede de første grupper i Europa, herunder La Paillasse i Paris og Biologigaragen i København, som blev etableret i hhv. 2009 og 2010, ligesom der også snart kom gang i aktiviteter og grupper i bl.a. Schweiz, England og Holland.

Termen DIY biologi røber næsten definitionen i sig selv: Individer eller grupper der typisk frivilligt og i deres fritid praktiserer laboratoriebiologi og bioteknologi andre steder end i etablerede institutioner som universiteter og store virksomheder. For de offentligt synlige grupper kan en række yderligere fællestræk imidlertid også identificeres. Ifølge Seyfried et. al. er DIY biologi således generelt kendetegnet ved interdisciplinaritet, non-profit, interesse i udvikling og anvendelse af billigere versioner af gængst laboratorie-udstyr, værdier omkring demokratisering, autonomi og inklusion, samt promovering af open source og open innovation principper i mere eller mindre eksplicit kontrast til den etablerede kommercielle biotech-industri (Seyfried et. al. 2014:548). Således er det også et væsentligt karakteristika, at de community labs, hvor DIY biologi bliver praktiseret, typisk er tilgængelige for alle, uanset uddannelsesmæssige eller øvrige sociale baggrunde eller tilhørsforhold (Landrain et al. 2013:117).

Hvor DIY biologi, i hvert fald i den akademiske litteratur, er den betegnelse der blevet mest udbredt, er der også en række andre synonymer i cirkulation. Til tider kan valget af disse også være signende for, hvilke af ovenstående karakteristika der betones stærkest.

Synonymer for DIY biologi

Ved siden af ‘Do-It-Yourself biology‘, er et andet ord, der især bliver brugt om ca. det samme biohacking. En term som til forskel fra DIY biologi, eksplicit etablerer en forbindelse til hackerkulturen og -arven. Imidlertid er biohacking også et mere flertydigt ord, som undertiden også bliver brugt mere bredt om f.eks. genmodificering og syntetisk biologi med en eller anden grad af rebelsk attitude (f.eks. Delfanti 2013, om uenighed om betydningen se Sanchez 2014:50). Ligeledes bliver ordet også nogle gange i massemedierne samt i nogles af gruppers selvsbeskrivelser brugt til at betegne det at lave teknologiske forsøg på sin egen krop, i form af eksempelvis at implantere elektroniske mikrochips under huden. En gruppe der ellers normalt bliver benævnt grinders.

En betegnelse med endnu mere modkulturelle konnotationer er biopunk, som blandt andet er blevet kendt i regi af Meredith Patterson’s ‘Biopunk Manifesto’, som dog altovervejende artikulerer de samme værdier, som kendetegner DIYbio i øvrigt. I den modsatte retning, har vi en term som biomaking (Tocchetti 2012), der knytter an til maker-bevægelsen og det mere mainstream og familie-venlige brand, dette implicerer (meget parallelt til den semantiske forskydning når hackerspaces rebrandes som makerspaces). Yderligere termer, som også typisk er synonyme med DIY biologi er de forskellige “stedslige” termer garage biology, kitchen biology og backyard biology, mens hackteria-netværket, der har været en væsentlig aktør i bevægelsen i Europa og Asien, open source biological art. Endelig er et begreb, der klart dækker bredere, men som mange af DIYbio/biohacking-grupperne også beskriver sig selv med, ctizen science, som i højere grad sætter den civilsamfundslige dimension af fællesskaberne i semantisk centrum.

Fra starten har DIY biologi overlappet med eller stået i relation til en række yderligere felter og miljøer, som for fleres vedkommende også kan siges at have udgjort en del af de omstændigheder, der har sandsynliggjort at fænomenet i det hele taget er opstået.

For det første er der den åbenlyse kobling til hacker- og hackerspace-bevægelsen. Hackerbevægelsen har rødder tilbage til 60erne, men voksede især i løbet af 90erne med udvikling af free og open source software som sit omdrejningspunkt, mens en senere videre udvikling, har været etableringen af hackerspaces, brugerdrevne community spaces med eksperimenter med teknologi som deres omdrejningspunkt. Kendetegnende for hackerbevægelsen er et sæt af værdier, nogle gange benævnt the hacker ethic, som især handler om nysgerrighed, fri vidensdeling og meritokrati, hvilket også ofte betyder konflikt med etablerede regimer indenfor intellektuel ejendomsret  (Coleman 2013). Ifølge Delfanti konstituerer DIY biologi “a direct translation of free software and hacking practices into the realm of cells, genes and labs” (Delfanti 2013:112). Udover en kontinuitet i værdisæt, består ligheden også i den aktive anvendelse af de muligheder internettet giver for vidensdeling og (semi-)decentraliseret samarbejde, ligesom de fleste community labs er enten inspireret af, eller direkte fysisk en del allerede etablerede hackerspaces (Ibid: 113).

En anden kobling der har været til stede fra starten er til syntesebiologien, som er et relativt nyopstået forskningsfelt centreret omkring bestræbelser på at applikere endnu mere ingeniørvidenskabelige tilgange til genmodificering. En del af nøglefigurerne i udviklingen af feltet har været tilknyttet MIT, og har i høj grad også været inspireret af hackerkulturen og principperne i open source software (Calvert 2010). Foruden proklamationer om, hvordan dens produkter på utallige måder kan revolutionere verden, er syntesebiologien også slået op på, at dens designprincipper vil gøre det nemmere og sjovere at arbejde med genmanipulation. Et centralt element i promovering af og rekruttering til feltet har været konkurrencen iGEM (international Genetically Engineered Machines), der siden 2003 har være afholdt årligt i Boston. Her har hold af studerende, og fra 2014 også amatører, dystet i at bygge mikrobiologiske “maskiner”, samtidig med de er blevet eksponeret for et sæt af normer og værdier i særdeleshed omkring fri deling af materialer og informationer, men også omkring opmærksom på etik, sociale implikationer og sikkerhed (Roosth 2010:95f), og altså på mange måder en, kultur der overlapper med den, der præger DIY biologi. Der er således heller ikke en tilfældighed at flere af de enkeltpersoner, der har været drivende kræfter i DIY biologi-grupper rundt omkring, også er affilieret med syntesebiologi-forskningscentre og -virksomheder som studerende eller ansatte. Ligeledes er iGEM i høj grad blevet en infrastruktur, der faciliterer mange studerendes første møde med DIY biologi-miljøet (Meyer 2014:2, Kelty 2010:4).

En yderligere verden, DIY biologi, også i lighed med syntesbiologien, fra starten har indgået i, er den erhvervskultur for opstart af nye virksomheder, startups, der også er udbredt i IT. Med Delfantis ord er både DIY biologi-grupper og deltagerne i disse “immersed in a dense entrepreneurial environment where start-ups and new open science companies try to navigate their way through the dominance of the Big Bio market” (Delfanti 2013:113). Således også den udbredte historiske sammenligning med de hobby-fællesskaber der i midt 70erne udviklede de første personlige computere, og hvis deltagere blandt andet inkluderede de senere grundlæggere af Apple (jf. beskrivelsen af Boston mødet ovenfor). I hvert fald for de europæiske gruppers vedkommende vurderer Seyfried et. al. dog, at der ikke for alvor er indikationer på at grupperne skulle udvikle sig til deciderede test-beds for kommercielt orienterede projekter, da deres fokusser alligevel altovervejende er andre steder (Seyfried et. al. 2014:551).

Ud over ovenstående netværk af traditioner og miljøer er der en yderligere række historiske og samtidige fænomener, der også står som oplagte fortilfælde, men som jeg af pladshensyn desværre kun kort kan opliste her. Disse inkluderer: Længere traditioner for amatørvidenskab, som de f.eks. har udfoldet sig i f.eks. naturhistorie, astronomi og ornitologi, 70er-kvindegrupper med fokus på seksuel sundhed, urban gardening og permakultur-bevægelser, alskens øvrige hobby- og interessefællesskaber, og – i særedelshed i en dansk kontekst – en bredere civilsamfundslig frivilligheds- og foreningskultur.

Aktiviteter

En række forskellige ting finder sted i de forskellige DIY biologi grupper. Mest gennemgående er aktiviteter der relateret sig til læring, i form af både foredrag, men selvfølgelig i særdeleshed hands-on workshops (Landrain et al. 2013:117). Et eksempel på en aktivitet, der måske er den, der allerflest gange er blevet holdt workshops med er DNA-udtræk, en relativt simpel proces, som gennemgås i utallige guides til på nettet, hvor man via opvaskemiddel og alkohol kan udskille dna fra et sample af celler enten fra et menneske (for eksempel en selv) eller fra f.eks. jordbær eller kiwier, som er nogle af organismer, der ofte er blevet brugt. En række yderligere eksempler på hvad forskellige grupper har lavet er, som oplistet af Meyer (2015:147), genetisk modificering af yoghurt, DNA barcoding af planter, molekulær gastronomi, fremstilling af biosensorer der kan detektere giftstoffer i mad og kultivering af selvlysende mikroorganismer.

Relateret til syntesebiologi-koblingen har mange af de fremstillinger, der fra starten har været af DIY biologi, både fra grupperne selv og i medierne, kredset omkring visioner og ambitioner om anvendelsen af teknologier til genmanipulation. Det er især det aspekt, der også i starten gav anledning til vis mængde spekulationer og frygt i medierne om mulige risici for, om amatørerne ved et uheld ville kunne starte en dødelig epidemi. En bekymring, der ifølge Grushkin et. al. ikke er meget hold i. I hvert fald respondenterne i deres survey arbejdede, med få undtagelser, højest med organismer der var klassificeret under Biosafety level 1, hvilket vil sige, de er velundersøgte og ude af stand til at gøre mennesker syge. I den udstrækning, grupperne overhovedet arbejder med genmanipulation, er det (i hvert fald per 2013) generelt på et temmelig simpelt niveau (Grushkin et. al. 2013:10). Specifikt for EU-landendes vedkommende er en væsentlig begrænsning ydermere den relativt strikse regulering af genteknologi, der kræver at et laboratorium skal gennem en relativt omstændelig proces for at opnå en sikkerhedslicens fra myndighederne for at kunne beskæftige sig med genmanipulation. I Seyfried et. al’s gennemgang i 2014 var der endnu ikke grupper der havde gjort dette, omend flere havde erklærede intentioner om det. I mellemtiden har dog i hvert fald et community lab, London Biohackspace, fået en Containment Level 1 licens.

I forhold til niveauet for det tekniske og videnskabelige indhold, er de fleste af gruppernes aktiviteter stadig temmelig rudimentære. Men som flere forfattere argumenterer for, består de primære tekniske nyskabelser, der er vokset ud af DIY biologi ikke så meget af nye teknologier, men derimod af billigere og mere tilgængelige versioner af allerede etablerede teknologier og metoder (Landrain et al. 2013; Meyer 2015; Pearce 2012). Disse innovationer bliver i stor stil delt på internettet i form af instruktioner, protokoller, diagrammer, og design-filer til 3D-printere og laser-skærere, typisk under åbne licenser, der ligesom med free software, tillader fri modifikation og viderecirkulation. Således er en af de mest væsentlige og synlige kategorier af DIY biologi-projekter da også den mængde af open source hardware, som forskellige individer, grupper og små virksomheder affilieret med bevægelsen, har lanceret.

Samling af eksempler på DIY biologi hardware

Vækst og spredning

Med et par års forskydning har udbredelsen af DIY biologi fundet sted ret overlappende med den tredje bølge af hackerspaces, omend i noget mindre skala. Hvor de første community labs blev etableret omkring 2010, kunne Landrain et. al. i 2013 identificere 37 DIYbio laboratorier over hele verden (omend stadig med langt størstedelen i Nordamerika og Europa), og notere sig at der på diybio.org mailgruppen var 2600 medlemmer, og der havde været i alt 3700 diskussionstråde. Per d. 10 februar 2016, viser et hurtigt tjek, at disse tal nu er på hhv. 4534 medlemmer og 5507 tråde. Som mulige forklaringer på at den vækst og spredning der har fundet sted nævner de en række faktorer, de fleste af hvilke jeg allerede har været inde på ovenfor: For det første tilstedeværelsen diybio.org-hjemmesiden og især mailgruppen som et centralt online samlingspunkt for opbakning og vidensdeling på tværs af lokale grupper. For det andet de generelt faldende priser på laboratorieudstyr, og selvfølgelig især open source hardware varianterne For det tredje muligheden for at ligge DIY biologi laboratorier inden i, eller i tilknytning til allerede eksisterende hacker- og makerspaces. For det fjerde iGEM som knudepunkt for udbredelse af biohacker-kultur og kendskab til DIYbio, for det femte omtalen både i populære medier, men også i naturvidenskabelige akademiske tidsskrifter som Nature og Science, og for det sjette en omfavnelse fra og forbindelse til maker-bevægelsen i form af omtaler i Make Magazine og med deltagelse af DIY biologi folk på en række Maker Faires (Landrain et al. 2013:117, om sidstnævnte se også Tocchetti 2012). Endelig var et både kuriøst og spektakulært moment i DIY biologi’s historie, det dialogprogram FBI indledte med bevægelsen, som blandt andet kom til udtryk i to konferencer for DIY biologer, som efterretningstjenesten finansierede, først i 2011 for de Nordamerikanske grupper, og igen i 2012, hvor mere end 120 “delegerede” fra hele verden blev fløjet ind til Californien for sammen med FBI-agenter at drøfte spørgsmål om risici, sikkerhed og ansvarlighed.

Geografisk set er DIY biologi stadig altovervejende et vestligt fænomen, hvor langt de fleste grupper og individer er lokaliseret i USA eller Europa, omend der også er initiativer i bl.a. Sydamerika, Australien og Asien (jf. Kera 2012 om sidstnævnte). En sammenligning mellem grupper i USA og Europa konkluderer, der overordnet er flere ligheder end der forskelle (Seyfried et al. 2014). Imidlertid er der også nogle elementer der er distinkte for de europæiske grupper i forhold til de amerikanske. Således blev der i 2011 af repræsentanter for forskellige grupper udformet to separate code of ethics-dokumenter for henholdsvis USA og Europa, hvor der ved siden af en række fælles punkter om bl.a. åben adgang, transparens, sikkerhed og fredelige formål, også var distinkte elementer for hver af de to. Således den havde kun det europæiske udkast punkter vedrørende ‘community’, ‘accountability’, ‘modesty’ og ‘responsibility’, mens den amerikanske havde ‘tinkering’ som et distinkt punkt (Eggleson 2014). Ydermere er der, som allerede nævnt, en markant forskel i forhold til den politiske regulering omkring arbejdet med genteknologi, og endelig identificerer Seyfried et. al. en større grad af samarbejder kunstnere og designere som et særligt kendetegn ved DIY biologi i Europa (Seyfried et al. 2014:549).

Coverbilledet er taget af Sung won Lim og licenseret under Creative Commons Attribution-NonCommercial 2.0

Referencer

Bobe, Jason. 2008. “Don’t Phage Me, Bro.” DIYbio. Retrieved February 1, 2016 (http://diybio.org/2008/05/24/dont-phage-me-bro/).

Calvert, Jane. 2010. “Synthetic Biology: Constructing Nature?” The Sociological Review 58:95–112.

Carlson, Rob. 2005. “Splice It Yourself.” Wired Magazine. Retrieved October 8, 2015 (http://archive.wired.com/wired/archive/13.05/view.html?pg=2%3ftw=wn_tophead_5).

Coleman, E. Gabriella. 2013. Coding Freedom: The Ethics and Aesthetics of Hacking. Princeton: Princeton University Press.

Delfanti, Alessandro. 2013. Biohackers: The Politics of Open Science. London: Pluto Press.

Eggleson, K. 2014. “Transatlantic Divergences in Citizen Science Ethics—Comparative Analysis of the DIYbio Code of Ethics Drafts of 2011.” NanoEthics 8(2):187–92.

Grushkin, Daniel, Todd Kuiken, and Piers Millet. 2013. Seven Myths & Realities about Do-It-Yourself Biology. Wilson Center. Retrieved December 9, 2015 (http://www.synbioproject.org/process/assets/files/6673/_draft/7_myths_final.pdf).

Kean, Sam. 2011. “A Lab of Their Own.” Science 333(6047):1240–41.

Kera, Denisa. 2012. “Hackerspaces and DIYbio in Asia: Connecting Science and Community with Open Data, Kits and Protocols.” Journal of Peer Production 2:1–8.

Landrain, Thomas, Morgan Meyer, Ariel Martin Perez, and Remi Sussan. 2013. “Do-It-Yourself Biology: Challenges and Promises for an Open Science and Technology Movement.” Systems and Synthetic Biology 7(3):115–26.

Meyer, Morgan. 2014. “Hacking Life? The Politics and Poetics of DIY Biology.” Meta Life. Biotechnologies, Synthetic Biology, Life and the Arts, MIT Press, Leonardo eBook Series. Retrieved December 8, 2015 (http://cns.asu.edu/sites/default/files/meyerm_synbiopaper2edit_2014.pdf).

Meyer, Morgan. 2015. “Amateurization and Re-Materialization in Biology.” Pp. 142–57 in Knowing New Biotechnologies: Social Aspects of Technological Convergence, edited by M. Wienroth and E. Rodrigues. Routledge.

Patterson, Meredith L. 2010. “A Biopunk Manifesto.” Radio Free Meredith. Retrieved February 10, 2016 (http://maradydd.livejournal.com/496085.html).

Pearce, Joshua M. 2012. “Building Research Equipment with Free, Open-Source Hardware.” Science 337(6100):1303–4.

Roosth, Hannah Sophia. 2010. “Crafting Life : A Sensory Ethnography of Fabricated Biologies.” Thesis, Massachusetts Institute of Technology. Retrieved October 12, 2015 (http://dspace.mit.edu/handle/1721.1/63236).

Sanchez, G. A. 2014. “We Are Biohackers: Exploring the Collective Identity of the DIYbio Movement.” TU Delft, Delft University of Technology. Retrieved January 19, 2016 (http://repository.tudelft.nl/view/ir/uuid:2996be4c-8614-4014-8d3a-6b8ff63c8ee6/).

Seyfried, Günter, Lei Pei, and Markus Schmidt. 2014. “European Do-It-Yourself (DIY) Biology: Beyond the Hope, Hype and Horror.” BioEssays 36(6):548–51.

Tocchetti, Sara. 2012. “DIYbiologists as ‘makers’ of Personal Biologies: How MAKE Magazine and Maker Faires Contribute in Constituting Biology as a Personal Technology.” Journal of Peer Production 2:1–9.

Tocchetti, Sara and Sara Angeli Aguiton. 2015. “Is an FBI Agent a DIY Biologist Like Any Other? A Cultural Analysis of a Biosecurity Risk.” Science, Technology & Human Values 40(5):825–53.

 

Flattr this!