Category Archives: review

Gennemgang af forskningslitteraturen om DIY biologi og biohacking

I forlængelse af den introduktion til DIY biologi, jeg lagde op for en måneds tid siden, er dette indlæg en gennemgang af den foreliggende forskningslitteratur om DIY biologi/biohacking. Ligesom det foregående indlæg er det ret direkte afledt fra en skitse til mit speciale, og er således også temmelig akademisk i sin stil.

***

Via en udførlig litteratursøgning i den tværvidenskabelige database Scopus samt en yderligere netværkssøgning har jeg, per december 2015, etableret en bibliografi på i alt 42 afhandlinger, bøger, artikler eller øvrige tekster fra akademiske medier om DIY biologi / biohacking.

At DIY biologi diskursivt er et temmelig nyt fænomen, viser sig ved, at der udelukkende er publiceret i perioden fra 2009 og frem til i dag. Ligeledes er der en vis disciplinær spredning i forhold til hvilke i sammenhænge, de forskellige bidrag optræder. Dette illustreres i nedenstående oplistning over hvilke tidsskrifter, de tekster der er udgivet i sådanne, optræder i. Ved tidsskrifter, der er flere publikationer fra, angiver tallet i parentesen, hvor mange gange, de optræder i samlingen.

Nature (4)
Journal of Peer Production (3)
Journal of Science Communication (2)
Science (2)
Systems and Synthetic Biology (2)
NanoEthics
Futures
Medicine, Conflict and Survival
Nature Biotechnology
Journal of Material Culture
Medecine/Sciences
International Review of Information Ethics
International Journal of Communication and Linguistic Studies
EMBO Reports
BioEssays
Biofutur
Science, Technology & Human Values
Nature Methods
Curator: The Museum Journal
Technology in Society
Microbiology Today
British Journal for the History of Science

Tekster fra naturvidenskabelige tidsskrifter

Blandt teksterne der er publiceret i videnskabelige tidsskrifter, er ca. halvdelen fra naturvidenskabelige. Blandt disse er flere dog relativt korte, journalistiske reportager, ledere, kommentarer o. lign. En del af især de tidligste indlæg består primært introduktioner til fænomenet i form af udpegning af, og interviews med nøglepersoner (mest fra USA), beskrivelser af de første labs, formidling af deltagernes begejstring og forhåbninger, samt drøftelser af potentielle bekymringer vedrørende sikkerhed (Ledford 2010; Wolinsky 2009; Kean 2011; Park 2013). De mere kommentar-prægede tekster pointerer, hvordan bevægelsen har potentiale til at styrke den offentlige interesse for videnskab, og opfordrer til, det etablerede videnskabelige samfund er imødekommende overfor amatørerne (Nature 2010; Nature Methods 2015). En lidt skeptisk kommentar indskærper, at amatør-biologerne den anden vej også bør opsøge viden fra professionelle videnskabsfolk omkring især sikkerhedsspørgsmål (Park 2013).

Opfordringer til imødekommenhed fra både universitetsverdenen, industrien og regeringers side står også som konklusionen i en rapport skrevet på baggrund af den hidtil eneste survey-undersøgelse blandt DIY-biologi-udøvere. Her argumenterer forfatterne samtidig for, at bekymrede spekulationer om DIY-biologi som mulig rugekasse for bioterrorister – som er blevet fremført af nogle massemedier og regeringsorganer – ikke har hold i virkeligheden, og at netværket tværtimod har en høj grad af opmærksomhed på spørgsmål om sikkerhed og etik (Grushkin et. al. 2013). Rapporten pointerer ligeledes, at der på tidspunktet for dens udgivelse ikke er særlig mange DIY-biologi-folk, der faktisk arbejder med genmanipulation, men at dette dog ser ud til at være på vej til forandre sig, efterhånden som teknikkerne til dette vil blive mere tilgængelige. Sidstnævnte underbygges af en kort artikel i Science fra 2015, om at amatørbiologerne nu er klar til også at eksperimentere med den nye teknologi CRISPR, der for tiden nyder stor offentlig bevågenhed i kraft af dens kapacitet til, langt billigere og langt mere præcist end det har været muligt med tidligere metoder at kunne klippe i DNA (Ledford 2015).

Et par artikler drøfter DIY biologi som en del af en bredere diskussion af syntesebiologi. En primært med fokus på sikkerhed (Bennett et al. 2009), samt en med fokus på tiltag, der kan føre til bedre og mere inkluderende forskningsprogrammer relateret til sundhedsmæssige dimensioner af syntesebiologi (Douglas & Stemerding 2013). En artikel i Science beskriver, hvordan laboratorieudstyr nu kan fremstilles nemmere og billigere på grund af 3D-printere og open source’ede instruktioner (Pearce 2012), mens et konference-paper fra en Human-Computer Interaction konference argumenterer for, at centralt kendetegn ved DIY Biologi er, at det foregår i et grænsefelt mellem en række forskellige interessenter, materialer og anliggender, og præsenterer i forlængelse deraf nogle design-prototyper, der legemliggør visioner for hvilken rolle Human-Computer Interaction kan spille i DIY biologi (Kuznetsov et al. 2012).

Samfunds- og humanvidenskabelige bidrag

De mere human- og samfundsvidenskabeligt prægede publikationer udfolder en række forskellige argumenter og tematikker, som jeg i det følgende vil give en lidt mere udførlig opridsning af. For overskuelighedens skyld har jeg underopdelt fremstillingen efter de forskellige overordnede argumenter, der fremføres i litteraturen.

Livsvidenskaber i forandring

To ph.d.-afhandlinger, begge inden for STS-feltet, tager DIY biologi som en blandt flere cases på bredere udviklinger i biologi i dag. Delfanti (2010, 2013) argumenterer for, der i dag er opstået en historisk ny videnskabelig ethos i biologi og, relateret, en ny forskerfigur. På baggrund af analyser af medie-tekster og videnskabelige artikler, samt, for DIY biologi’s vedkommende, etnografisk feltarbejde, beskriver han en ny bølge af biologer, hvis selvforståelser og offentlige fremtrædener artikulerer et mix af Robert Merton’s klassiske idealer for videnskabelig åbenhed og hacker-etikken, som den blev beskrevet af Steven Levy. Den nye open science-kultur, han identificerer, er kendetegnet ved idealer om vidensdeling og anti-bureaukrati, oprørskhed og hedonisme, men også ved entreprenørskab og en opportunistisk orientering mod muligheden for økonomisk profit. Han opsummerer denn nye bio-hacker-etik i følgende sæt imperativer: ”Crack the (genetic) code, share your data, have fun, save the world, be independent, become famous and make a lot of money” (Delfanti 2011:53). Lidt i samme tråd identificerer Kelty (2010) tre idealtypiske figurer i relation til offentlig deltagelse i livsvidenskaberne i dag: For det første outlaws, som er Robin Hood-typer, der vil dele ud af viden til dem, der ikke har det, med henblik på at demokratisere og afmystificere. For det andet hackerne, der får glæde ud af at imponere andre ved at vise, de har forstået et system så godt, at de kan få det til at gøre andre ting, end det var beregnet til. Og for det tredje de victorianske gentelmen, som er ultra-dannede polyhistor-typer, der har så stærke netværk, at de kan hæve sig over systemet (Ibid: 1-2).

Roosth (2010) lægger et lidt andet snit og betragter DIY biologi sammen med blandt andet syntesebiologi og molekulær gastronomi som cases på det hun kalder constructive biologies. Hun argumenterer for at vor tids post-genomiske biologi er ved et undergå en transformation i retning af i højere grad at bestå af praksisser, hvor biologer og andre, der har med biologi at gøre, i stadig stigende grad forstår hvad liv er gennem selv at skabe nye biologiske ting.

Materialitet, rumlighed og tidslighed

Meyer (2012, 2013, 2015) fokuserer på den rolle, materielle objekter og rum spiller for DIY biologi. Han pointerer, hvordan DIY biologi konstituerer en rumlig omfordeling af videnskab i form af at objekter, især laboratorieudstyr, der hidtil kun har været at finde i særlige rum, som kun særligt autoriserede personer har adgang til, nu begynder at sprede sig til steder, der er tættere på og mere tilgængelige for alle andre. Med henvisning til mediepopulære eksempler på personer, der har lavet laboratorier i deres soveværelser, taler Meyer om en domesticering af videnskaben (Meyer 2013). Samtidig med udstyret flyttes ud af laboratorierne, bliver det imidlertid også omformet. I den forbindelse foreslår han det sammensatte begreb amaterialization, som betegner “the combination between amateurization and re-materialization of scientific equipment” (Meyer 2015:143). Dette begreb, uddyber Meyer, indfanger “in a single term, a threefold process: the social process of making equipment available to amateurs; the technical work performed to transform equipment; and the co-construction of material versions and ‘amaterial’ versions of equipment (i.e. textual, digital or informational)” (Ibid.).

Et fokus på DIY biologi’s objekter finder vi også hos Delgado (2013), der argumenterer for, at det der bliver fremstillet skal tænkes som heideggerske ting – altid uafsluttede, bricolage-agtige samlinger af heterogene elementer – i kontrast til de purificerede objekter, den konventionelle teknovidenskab forsøger at konstruere. Delgado argumenterer endvidere for, at DIY biologi skiller sig ud fra gængs videnskabelig praksis ved at operere i en mere umiddelbar, kairotisk temporalitet, som er kendetegnet ved “the interplay of indeterminancy and immediacy” (Delgado 2013:69). Noget der også kan ses som en reaktion mod en konventionel måde at arbejde på: “a way of doing biology that is bureaucratically and technically over-mediated and in which anticipated results and repetitive routines replace individual curiosity” (Ibid:68).

Ambivalente relationer til etablerede institutioner

Delgado identificerer imidlertid også en række ambivalenser i relation mellem DIY biologi og Big Bio-komplekset af universiteter og store virksomheder. Således fremhæver hun eksistensen af et afhængighedsforhold som består i, at DIY biologis relative selvstændighed ofte kun er muliggjort af de uddannelsesinstitutioner, de centrale deltagere ofte har lange videregående uddannelser fra, af teknikker til dels udviklet i industrien, samt mere direkte materielt, af aflagt udstyr doneret fra biotech-virksomheder (Delgado 2013:67f). Ligeledes gør hun opmærksom på, at DIY biologi kan konstituere en slags gratis innovations-arbejde, som virksomheder og regeringer efterfølgende kan høste frugterne af. En pointe der er meget lig Delfantis (2011) betoning af, at åbenheden i open science, ved siden af de demokratiske aspekter, også kan betyde en åbenhed overfor at lade sig appropriere kommercielt.

Et andet kuriøst bindeled til en meget etableret og magtfuld institution, er den dialog, der finder sted mellem DIYbio-netværket og FBI, hvilket Tocchetti og Aguiton (2015) analyserer på. I deres artikel argumenterer de for, at samarbejdet mellem FBI og DIYbio omkring bio-sikkerhed, udgør en case der demonstrerer “the productive entaglement of biological risks and promises” (Tocchetti & Aguiton 2015:825).

Flere genealogier

Et par andre bidrag analyserer på DIY biologi som en del af maker-bevægelsen. Tocchetti (2012) beskriver en række centrale tidlige medlemmer af DIYbio-netværket’s deltagelse i en serie maker faires, og argumenterer for, hvordan de igennem at skulle præsentere deres projekter og ideer for publikum på disse messer indoptager en del af maker-figuren i deres selvfremstilling og identitet. Denne figur, makeren, er ifølge Tochetti en material-semiotisk samling, der blandt andet rummer arven fra en bestemt gren af amerikansk miljøaktivisme (The Sierra Club, samt miljøet omkring The Whole Earth Catalog), amerikanske kulturelle fortællinger om individuel selvstændighed og selvforsyning, samt et stigende ønske om “unplugged” socialitets-former i et ellers hypermedieret og digitaliseret hverdagsliv (Ibid:6).

Jen (2015) anlægger en kritisk feministisk optik, og argumenterer for, at de etablerede narrativer om maker-tilgange til biologi kønner deres figurer og oprindelseshistorier maskulint. Dette sker blandt andet i kraft af mytologiseringen af garagen som det sted, DIY biologi udfoldes, med stærke koblinger til kanoniserede computer-hobby-mandefællesskaber i 70erne som The Homebrew Computer Club, og med en primært mandlig hacker-figur som den typiske protagonist. Som et alternativ foreslår hun en stærkere opmærksomhed på nogle andre steder, figurer og tilknyttede traditioner, der normalt ikke er blevet fremhævet i medierede fremstillinger af DIY biologi. Disse indbefatter dels køkkenet som rum, hvilket knytter an til en arv fra kvindelige naturvidenskabsfolk, der i starten af det tyvende århundrede var med til at etablere ernærings-forskning som et seriøst videnskabeligt felt, og dels ‘the feminist biohealth hacker’, som en figur, der kæmper for demokratisering af teknovidenskabelig viden og adgang til sundhedsydelser for marginaliserede grupper. Sidstnævnte indbefatter også en stærk vedkendelse af en tradition fra 60erne og 70ernes kvindeselvhjælpsgrupper, der eksempelvis udviklede teknikker til gynækologiske selv-undersøgelser i et oprør mod et paternalistisk lægesystem (Ibid:135).

Fremhævelsen af flere historiske tråde, er for Jen også et forsøg på at modvirke den tendens til “historisk amnesi”, der ifølge Borup et. al. (2006, Jen 2015:130), ofte kendetegner hype omkring nye teknologiske udviklinger. Et yderligere bidrag med et lignende ærinde kommer fra Curry (2014), der argumenterer for en opmærksomhed på ligheder mellem hvad DIY biologer laver i dag, og praksisser blandt amatør-planteavlere op gennem hele det tyvende århundrede. Denne samstilling udgør samtidig et modeksempel til den typiske fortælling om, det er adgangen til at lave eksperimentel naturvidenskab, der i 1900tallet har adskilt amatører og professionelle.

Sammen med Meyer (2014), der fremhæver affiniteter og koblinger til lange traditioner for amatørers aktive deltagelse i for eksempel naturhistorie og epidemiologi, skubber både Jen og Curry således i retning af en forståelse af biohacking som noget, der i højere grad indgår i en historisk kontinuitet med tidligere bevægelser og praksisser.

Politiske potentialer

I kontrast til de mere kritisk-skeptiske bidrag, fremhæver Kera (2012a, 2012b, 2014) i en optimistisk tone, hvordan DIY biologi, på linje med hackerspaces og lignende, konstituerer mulige svar på problemstillinger omkring demokratisering af videnskab og teknologi, som de blandt andet er sat på dagsordenen i dele af STS-litteraturen. For hende står hackerspaces og DIY biologi således som bud på en praktisk udfoldelse af en Latoursk kosmo-politik, hvor det ikke på forhånd er afgrænset hvem og hvad, der er er relevante som aktører med indvirkninger på de processer, hvor tekno-videnskabelige objekter udformes. Tværtimod tilstræbes en åbenhed for, der altid kan tilkobles nye forbindelser til både mennesker og ikke-mennesker. Dette muliggøres af, at grupperne arbejder med deres objekter som prototyper, der igennem altid at kunne re-itereres efter at være blevet konfronteret med verden, kan blive ved med at inkorporere virkelige menneskers aktivitet. Kera foreslår, vi kan se denne tilgang som en art model for en praktisk-eksperimentiel, frem for bare diskursiv, demokratisk deliberation, hvor prototyperne indgår i en kollektiv afsøgning af forskellige mulige tekno-videnskabelige fremtider (2014:31). Centralt er det ligeledes, at de alternative R&D-kollektiver, som hun betegner hackerspace- og DIY biologi-sammenslutningerne, på en gang, og i den samme proces, udfører videnskabelige og sociale eksperimenter og derfor kommer tættere på en opløsning af skellet mellem på den ene side videnskab og teknologi og på den anden politik, organisation og kultur. (Meyer berører noget lignende, når han ret elegant pointerer, hvordan biohackerne simultant arbejder med creative workarounds af både teknologiske objekter og institutionelle infrastrukturer (Meyer 2013:128))

Med en måske lidt mere konventionel tilgang, undersøger Sanchez (2014) DIY biologi som social bevægelse, med udgangspunkt i et spørgsmål om den diskursive konstruktion af bevægelsens kollektive identitet. På baggrund af analyser af diskussioner på DIYbio.org-maillisten og fremstillinger i massemedier samt deltagerobservation og interviews, argumenterer hun for eksistensen af en relativt veldefineret kollektiv identitet omkring at være biohacker. Hun beskriver tre delte værdier knyttet til denne identitet, som alle artikuleres både i relation til en kritik af etablerede institutioner og som bud på alternative måder at arbejde på: Åbenhed som et ønske om, videnskabelig praksis ikke skal være forbeholdt en eksklusiv elite, frihed som muligheden for selv at definere meninger med og måder at praktisere videnskab på, samt samarbejde i bestræbelsen på at gøre viden til et delt gode i kontrast til en stadig mere konkurrencepræget kultur i universitetsverden. I tråd med Delfanti argumenterer Sanchez for, at biohackernes idealer kan betragtes som “a subgenre of the hacker ethos” (Sanchez 2014:50).

I kontrast til Sanchez, argumenterer Seifert (2015), i en analyse baseret på et sæt kriterier afledt fra litteraturen om sociale bevægelser, for, at DIY biologi faktisk ikke kan betragtes som en kritisk social bevægelse. Dette skyldes ifølge ham at der er for mange divergerende narrativer om og i DIY biologi omkring, hvad det handler om, og hvad målet er, hvis det er et. Samtidig er der heller ikke er nogen klart defineret fælles modstander, hvilket i den definition Seiffert benytter, er et andet konstitutivt træk ved kritiske sociale bevægelser. Derudover pointerer han, at hvor de fleste store sociale bevægelser, der har haft tekno-videnskabelige objekter som omdrejningspunkter – et centralt eksempel er anti-GMO bevægelsen – har forsøgt at få bremset en bestemt teknologis anvendelse, så søger DIY biologi jo tværtimod, på sin egen måde, at fremme, øge, skabe større udbredelse af et væld af forskellige bioteknologier Når dette er sagt, fremhæver Seifert dog også, at der alligevel er flere lighedstræk. DIY biologi deler i høj den community- og netværksbaserede organiseringsform med de sociale bevægelser, ligesom der også værdimæssigt også er en vis affinitet omkring en anti-establishment-orientering, samt en delt entusiasme for open source og fri vidensdeling. Opsummerende argumenterer han dog for det, i højere grad end en kritisk bevægelse, giver mening at se DIY biologi som en spirende modkultur, som dog også godt, fremsætter han som hypotese, potentielt ville kunne samarbejde med kritiske sociale bevægelser, og måske endda påvirke disse i retning af en mere affirmativ, frem for som hidtil primært kritisk, indstilling til teknologi (Seifert 2015:171).

Koblinger til kulturlivet

Ved siden af FBI, industrien, og (potentielt) aktivisterne, er en yderligere berøringsflade, som et par bidrag beskriver, den kulturelle sektor. Således er nogle af de eksempler på projekter Kera beskriver i hhv. Asien og Østeuropa, også udført i samarbejde med kunstnere, kulturhuse o. lign., ligesom Seyfried et. al (2014) fremhæver en høj grad af kontakt og samarbejde med kunstnere og designere, som et særligt kendetegn ved DIY biologi i Europa. Endelig beskriver Davies et. al. et samarbejde med to biohackere fra Biologigaragen omkring en udstilling på det museum, de fleste af forfatterne arbejder på – Medicinsk Museion i København. De argumenterer for, at biohacking korresponderer godt med en igangværende tendens i museums-verden omkring sam-kuratering med eksterne samarbejdsparter, og pointerer at DIY biologi grupper og udstyr på nogle punkter kan være bedre egnet end konventionel laboratorie-videnskab til i en offentlig setting at fremvise videnskab som proces. Dette skyldes at “the hacking approach is fundamentally open to different partners producing shared products; and the goals and pratices of hackers are less institutionally constrained that those of many scientists” (Davies et al. 2015:129).

Coverfoto af András Barta, CC Attribution 2.0

Referencer

Bennett, G., N. Gilman, A. Stavrianakis, and P. Rabinow. 2009. “From Synthetic Biology to Biohacking: Are We Prepared?” Nature Biotechnology 27(12):1109–11.

Borup, Mads, Nik Brown, Kornelia Konrad, and Harro Van Lente. 2006. “The Sociology of Expectations in Science and Technology.” Technology analysis & strategic management 18(3-4):285–98.

Curry, H. A. 2014. “From Garden Biotech to Garage Biotech: Amateur Experimental Biology in Historical Perspective.” British Journal for the History of Science 47(3):539–65.

Davies, Sarah R., Karin Tybjerg, Louise Whiteley, and Thomas Söderqvist. 2015. “Co-Curation as Hacking: Biohackers in Copenhagen’s Medical Museion.” Curator: The Museum Journal 58(1):117–31.

Delfanti, Alessandro. 2010. “Genome Hackers, Rebel Biology, Open Source and Science Ethic.” Universià Degli Studi Di Milano, Milano. Retrieved September 1, 2015 (https://air.unimi.it/retrieve/handle/2434/159641/146520/phd_unimi_R07477.pdf).

Delfanti, Alessandro. 2011. “Hacking Genomes. The Ethics of Open and Rebel Biology.” International Review of Information Ethics 15(09):52–57.

Delfanti, Alessandro. 2013. Biohackers: The Politics of Open Science. London: Pluto Press.

Delgado, Ana. 2013. “DIYbio: Making Things and Making Futures.” Futures 48:65–73.

Douglas, C. M. W. and D. Stemerding. 2013. “Governing Synthetic Biology for Global Health through Responsible Research and Innovation.” Systems and Synthetic Biology 7(3):139–50.

Grushkin, Daniel, Todd Kuiken, and Piers Millet. 2013. Seven Myths & Realities about Do-It-Yourself Biology. Wilson Center. Retrieved December 9, 2015 (http://www.synbioproject.org/process/assets/files/6673/_draft/7_myths_final.pdf).

Jen, Klare. 2015. “Do-It-Yourself Biology, Garage Biology, and Kitchen Science.” Pp. 125–41 in Knowing New Biotechnologies: Social Aspects of Technological Convergence, edited by M. Wienroth and E. Rodrigues. Routledge.

Kean, Sam. 2011. “A Lab of Their Own.” Science 333(6047):1240–41.

Kelty, Christopher M. 2010. “Outlaw, Hackers, Victorian Amateurs: Diagnosing Public Participation in the Life Sciences Today.” Jcom 9(1). Retrieved October 12, 2015 (http://thetarrytownmeetings.org/sites/default/files/discussion/Greenfield_Political_Economy_Supplement_Kelty.pdf).

Kera, Denisa. 2012a. “Hackerspaces and DIYbio in Asia: Connecting Science and Community with Open Data, Kits and Protocols.” Journal of Peer Production 2:1–8.

Kera, Denisa. 2012b. “NanoŠmano Lab in Ljubljana: Disruptive Prototypes and Experimental Governance of Nanotechnologies in the Hackerspaces.” Jcom 11(4). Retrieved December 9, 2015 (http://jcom.sissa.it/archive/11/04/Jcom1104(2012)C01/Jcom1104(2012)C03/Jcom1104(2012)C03.pdf).

Kera, Denisa. 2014. “Innovation Regimes Based on Collaborative and Global Tinkering: Synthetic Biology and Nanotechnology in the Hackerspaces.” Technology in Society 37:28–37.

Kuznetsov, Stacey, Alex S. Taylor, Tim Regan, Nicolas Villar, and Eric Paulos. 2012. “At the Seams: DIYbio and Opportunities for HCI.” Pp. 258–67 in Proceedings of the Designing Interactive Systems Conference. ACM. Retrieved December 8, 2015 (http://dl.acm.org/citation.cfm?id=2317997).

Ledford, H. 2015. “Biohackers Gear up for Genome Editing.” Nature 524(7566):398–99.

Ledford, Heidi. 2010. “Garage Biotech: Life Hackers.” Nature News 467(7316):650–52.

Meyer, Morgan. 2012. “Build Your Own Lab: Do-It-Yourself Biology and the Rise of Citizen Biotech-Economies.” Journal of Peer Production 2(online):4 – p.

Meyer, Morgan. 2013. “Domesticating and Democratizing Science: A Geography of Do-It-Yourself Biology.” Journal of Material Culture 18(2):117–34.

Meyer, Morgan. 2014. “Hacking Life? The Politics and Poetics of DIY Biology.” Meta Life. Biotechnologies, Synthetic Biology, Life and the Arts, MIT Press, Leonardo eBook Series. Retrieved December 8, 2015 (http://cns.asu.edu/sites/default/files/meyerm_synbiopaper2edit_2014.pdf).

Meyer, Morgan. 2015. “Amateurization and Re-Materialization in Biology.” Pp. 142–57 in Knowing New Biotechnologies: Social Aspects of Technological Convergence, edited by M. Wienroth and E. Rodrigues. Routledge.

Nature. 2010. “Editorial: Garage Biology.” Nature 467(7316):634.

Nature Methods. 2015. “Empowering Citizen Scientists.” Nature Methods 12(9):795–795.

Park, S. 2013. “DIY Biology: Bio-Inspired or Biohazard?” Microbiology Today 40(3):121–22.

Pearce, Joshua M. 2012. “Building Research Equipment with Free, Open-Source Hardware.” Science 337(6100):1303–4.

Roosth, Hannah Sophia. 2010. “Crafting Life : A Sensory Ethnography of Fabricated Biologies.” Thesis, Massachusetts Institute of Technology. Retrieved October 12, 2015 (http://dspace.mit.edu/handle/1721.1/63236).

Sanchez, G. A. 2014. “We Are Biohackers: Exploring the Collective Identity of the DIYbio Movement.” TU Delft, Delft University of Technology. Retrieved January 19, 2016 (http://repository.tudelft.nl/view/ir/uuid:2996be4c-8614-4014-8d3a-6b8ff63c8ee6/).

Seifert, Franz. 2015. “Converging Technologies and Critical Social Movements: An Exploration.” Pp. 158–73 in Knowing New Biotechnologies: Social Aspects of Technological Convergence, edited by M. Wienroth and E. Rodrigues. Routledge.

Seyfried, Günter, Lei Pei, and Markus Schmidt. 2014. “European Do-It-Yourself (DIY) Biology: Beyond the Hope, Hype and Horror.” BioEssays 36(6):548–51.

Tocchetti, Sara. 2012. “DIYbiologists as ‘makers’ of Personal Biologies: How MAKE Magazine and Maker Faires Contribute in Constituting Biology as a Personal Technology.” Journal of Peer Production 2:1–9.

Tocchetti, Sara and Sara Angeli Aguiton. 2015. “Is an FBI Agent a DIY Biologist Like Any Other? A Cultural Analysis of a Biosecurity Risk.” Science, Technology & Human Values 40(5):825–53.

Wolinsky, Howard. 2009. “Kitchen Biology. The Rise of Do-It-Yourself Biology Democratizes Science, but Is It Dangerous to Public Health and the Environment?” EMBO Reports 10(7):683–85.

Flattr this!