All posts by Bue Thastum

Nogle betragtninger om Roskilde Festival

Som mange andre havde jeg fornøjelsen af i sidste uge at opholde mig på den Roskilde Festival, jeg som teenager glorificerede, det meste af mine tyvere har holdt mig væk fra, men som jeg i år fik lejlighed til gennem et ok frivillig-job at genbesøge, tage del i og i samme ombæring få samlet lidt betragtninger omkring. Således det følgende.

Roskildes campingfestunivers fungerer ret godt som tilfældighedsmaskine. Sam-tilstedeværelsen og -cirkulationen af mængden af mennesker, ting og aktiviteter på området forårsager en løbende opståen af sjove og interessante hændelser og sammenfald uden nogen på forhånd decideret har planlagt dem. Eksempler kan både være den løbende automatiske renden ind i bekendte, sociale ritualer som ølbowling eller blot etableringen af en følelser af opstemthed gennem en serier af indtryk på en gåture gennem en livlige dele af lejrområdet. Den kontinuerte opståen af nye sammenfald er også noget der teoretiseres som en generel kvalitet ved byer (pdf), men på festivalen er det på nogle planer intensiveret. Fordi der bos i telte frem for bygninger af beton og sten, fordi man generelt opholder sig mere udenfor og fordi der ofte er meget løse overgange mellem lejrene og festivalens fælles rum bliver festivalgæsterne samlet mere kropsligt (såvel visuelt, lydligt, duftende som taktilt) tilstedeværende for hinanden end de er i deres dagligdags’ urbane miljøer . På grund af dette – og selvfølgelig i stærk samvirkning med alkohol, hash, fraværet af forpligtelser og en på forhånd etableret hedonistisk indstilling – skaber festivalens rum særlige affekter der sætter os i andre tilstande, og giver os foranledninger til andre måder at fornemme og opføre os på.

På mange måder etablerer festivaltilstanden kulturer og væreformer der er mere løsslupne/promiskuøse, (på nogle planer) åbentsindede, legende/improviserende (simple ølspil kan også have deres egen kreativitet) end hvad man må antage kendetegner mange af gæsternes hverdagsliv. Intimetsgrænser bliver mere flossede, nøgenhed er (til det amerikanske netmagasin Fuses benovelse) ikke specielt kontroversielt, relativt mange former for adfærd tolereres.  Det er smukt; måske kunne vi endda på en eller anden måde lære noget af det i vores hverdagsliv?
Eksperimenterne og løsluppetheden er dog samtidigt også viklet lidt ind i normativiteter, regelmæssigheder og udgrænsninger. Den eventuelle seksuelle prøven-grænser af virker altovervejende til at være en heteroseksuel en af slagsen. Drenge der kysser med andre drenge og piger der kysser med andre piger er – undtaget de åbenlyst distancerede, indforstået heteroseksuelle, bøsse-morsomheder – ikke et synderligt tilstedeværende fænomen på festivalen. På samme vis har nogle lidt vel fastlåste kønsroller en tendens til at træde frem. Nogle gange gensidigt accepteret, men desværre også nogle gange ret ubehageligt sexistisk grænseoverskridende, som  hos grupperne af mænd i lejre der i råb kritiser forbipasserende kvinders kroppe.

Lidt på samme måde som lejrområderne pulserer os rundt i uforudsigeligheden, giver sceneplaceringernes geografi på festivalområdet mulighed for musikalske derives gennem dagen og programmet. Hvor det på den ene side kan virke lidt uoverskueligt med de syv forskellige scener, har dette samtidigt den kvalitet, at man – enten udelukkende efter fødernes logik eller i kombination med spontan-planlægning i perioder af programmet hvor ingen på forhånd bekendte spiller – kan slentre sig frem gennem musikalske nyopdagelser fra både genrer og verdensdele, man må måske aldrig før har stiftet musikalsk bekendtskab med.

Det ærgerligt negative eksempel på koncerternes næring fra de rumlige dynamikkers tilvejebringelser af spontane publikummer er placeringen af den elektroniske Apollo-scene ude på campingområdet i Vest. Det ekstremt lave antal besøgende til ellers anerkendte og højkvalificerede acts som Martyn og  Addison Groove kunne være et vidnesbyrd om at scenen i praksis er sat uden for cirkulation i musikdagene. Den musikalsk progressive dynamik som festivalen ellers producerer ved at facilitere de omvandrende gæster pludselig havner til og bliver forført af cumbia, dyster neo-folk eller afrikansk ørkenblues bliver således ikke rigtigt den elektroniske dansemusik til del.

Ud over at den mere klubbede elektroniske musik placeringsmæssigt bliver sat uden for døren af festivalen, er der også andre måder hvorpå den ikke rigtigt for lov at komme til sin ret. Apolloscenens højde og det faktum at den er udendørs, giver en temmelig rockkoncertagtig ramme for musikken, med dj’en/kunstneren som et ophævet center på bekostning af den intense anonyme kollektivitet der kan opstå i et velfungerende tæt klubrum, hvor dj’en selvfølgelig stadig i nogen grad er et pejlemærke i rummet, men hvor der alligevel på en helt anden måde kan opstå en på en gang mere decentreret og fokuseret situation i tætpakketheden af dansende kroppe. Shlohmos overraskende dansable ”koncert” – som i praksis var et dj-set tilsat kåd og begejstret snak – på den fine, mørke og tætte (indendørs) Gloria-scene søndag aften var for undertegnede en kortvarig reminiscens af om hvad elektronisk dansemusik, med de rette rammer, faktisk kan – også på Roskilde ville kunne – formå at skabe af ekstatisk intensitet.

Sammen med det rumlige spiller tid også en stor rolle som vilkår for oplevelsen af musik. Klubmusik har i høj grad tradition for at være nat- og nogen steder post-nat (dvs. morgen)-musik. Lone og Martyn henholdsvis 18:45 og 20:30 er altså i det perspektiv ret meget op ad bakke. Hvis man ville have insisteret på Apollo-scenens position udendørs i lejrområdet, også som noget der måske, som Ralf Christensen foreslår, er tænkt til at korrespondere eller konkurrere med festerne i lejrene, kunne en meget sjovere måde at have brugt den på være generelt at have forskudt programmet på den måske fem timer længere tilbage i forhold til de andre scener. På den måde kunne man, efter at være gået ud fra de sidste koncerter på festivalområdet, få glæden af at danse til solopgangen til langt smukkere, mere intense og interessante lyde end lejranlæggenes uendelige røvballepop.

Øverste foto af Stig Nygaard, CC BY 2.0

 

Flattr this!

Nogle gode ting, jeg har læst på nettet det sidste stykke tid

I anledning af en legen med tanken om det potentielt frugtbare i at vi i stedet for at være så afsindigt meget på facebook begyndte at brug mere tid og energi på at læse, skrive og kommentere på blogs, og også lidt inspireret af en årsopsamling over musik jeg skrev på kinesis og af at støde på Lars Bukdahls top 5 over poetiske/litterære blogs, fik jeg lyst til at kuratere en lille liste over gode læseoplevelser på nettet i løbet af ca. den sidste måned. Således følgende udvalg af posts, artikler og tekster, fra blogs, online-magasiner, samt online-versioner af papiraviser, jeg har fundet interessante, kloge, smukke, eller på anden vis fremhævelsesværdige, og som jeg lige har kunnet kommet i tanker om. Listen bærer til dels præg af venner og bekendte, jeg synes, qua at have skrevet fine ting, fortjener mere eksponering. Der er ikke nogen ambitioner om udførlighed.

By/rum

Lise Rask skriver fint om bl.a. Bella Donna etagen i hotellet Bella Sky, på sin nye blog ‘stedord’, der virker til  tematisk at kredse om by og byrum,  indtil videre især østlige udkanter af København.

Byliv er blevet et buzzword‘ af Sven Johannesen, Dagbladet Information. “»En føntørrer af varm luft banker ud over byen. Man siger byliv, så ved alle, hvad man taler om. Men det, man i virkeligheden mener, er byliv som middel til at fremme et mål, og dette mål er kreativ økonomi og oplevelsesøkonomi.«”

Køn/seksualitet/identitet

Analyse af Kidd og køn. På Den Fri, af Eini Carina Grønvold. “Kidds lyse stemme, feminine bevægelser og fremhævet splejsede krop giver ham en androgynitet, der i traditionel machokultur ville stemple ham som ‘en bøsserøv'”

Er jeg så også homofob?‘. Anders Haahr Rasmussens blog på Dagbladet Information. Plæderer for mere nuancering i debatten om Uffe Elbæks udtalelser om homofobiske og racistiske ytringer på fodbolbaner og kommer i forlængelse deraf ind på nogle ret interessante betragtninger om de internaliserede racismer og homofobier, vi måske alle bærer rundt på, uagtet de politisk korrekte ståsteder, vi ellers bevidst måtte identificere os med.

Ophavsret

Ophavsret er en pest for kunst og idéer‘. Funderet i et slags humanistisk dannelsesideal, anlægger Bjørn Bredal fra Politiken et tiltrængt bredere samfundsmæssigt/kulturelt perspektiv på ophavsretsdiskussionen. “Selvfølgelig skal vi have noget lovgivning omkring rettigheder, patenter og praktisk brug af nye ideer og produkter, herunder kunstneriske produkter. Men denne selvfølgelighed burde aldrig være andet end en undtagelse fra hovedreglen: Enhver offentlig idé er offentligt eje. […] Gælder det ikke bare om, at så mange som muligt ser den nyeste film af Lars von Trier eller Susanne Bier? Er det ikke i samfundets interesse, at nye tanker, former, udtryk, ideer, fortællinger, sange, billeder kan blive til glæde for så mange som muligt så billigt som muligt og meget gerne gratis?

Henrik Chulu har på Fri kultur i december måned begået en lille serie af posts med afsæt i en demonstration af, hvordan forskellige instanser i både, musik- film- og rettighedsbranchen også har foretaget i ulovlige downloads. På optrævlende journalistisk vis fremlægger Chulu en række problematiske forhold ved de politiske processer omkring de såkaldte brevmodel, i særdeleshed RettighedAalliancen (tidl. Antipiratgruppen)’s rolle heri. ‘Advarselsbreve til Sony og RettighedsAlliancen‘, ‘Det handler ikke (kun) om hykleri‘ og ‘Danmark trues af kulturpolitiske klimaforandringer‘.

Ontologi og gadeliv

Situationtologi‘ på Commoniser. “Det er velkendt at gaderne flyder med modstridende situationer: uhøfligheder, flirt, ligegyldighed. At blive objekt for en andens gestus – at blive anråbt, kærtegnet eller ignoreret – konstituerer mig altid som noget særligt, noget andet end “mig selv”. Jeg bliver hele tiden til som disse andre ting gennem andres gestusser. De er apparater.” Kommer til at tænke på om det at konceptualisere situationen som ontologisk udgangspunkt ikke også i virkeligheden rummer en vis affinitet med den sociologiske tradition symbolsk interaktionisme (omend SI qua dets betoning af det symbolske nok ikke har det samme opmærksomhed overfor ikke-menneskelig agens, som Maltes note lægger op til med sit material-feministiske framework). På en sidebemærkning, har der også været lidt kommentarsporsmæssigt gang i den andetsteds på samme blog, i forbindelse med en heller ikke uinteressant præsentation af mystisk kopimi, en sekterisk fraktion af kopimismen, der for nyligt er blevet anerkendt som religion i Sverige.

Diverse/poesi

Personlig henvendelse på fugleskolen. Om blogger-tvivl, inkubatorer, Sarah Kane og kattes forhold til baldrian.

Dear Billie d. 5. januar. Om jeg’et i du’ets badekåbe, fornemmelse af knude i bryst og SIR-modeller.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?‘ Før og nu, natur, hverdag og organisation. “Lad os synge om samfundets bevægelse mod mindre angst!

 

Fortæl og link gerne om og til noget godt, du har læst for nyligt i kommentarfeltet herunder. Kh.

Flattr this!

Soundclouds kommentarfunktion

En inter­es­sant egen­skab ved lyd­de­lings­plat­for­men Soundcloud er de tids­punkt­sknyt­tede kom­men­ta­rer. Under den wave­form som repræ­sen­te­rer lydens for­løb i tid som en bevæ­gelse fra ven­stre mod højre med for­skel­lige uds­ving af lydstyrke på den ver­ti­kale akse, løber et blåt felt. Ved at holde mar­kø­ren over fel­tet, kan man ind­føje en kom­men­tar bun­det til et bestemt sted i lyd­op­ta­gel­sens for­løb, mar­ke­ret ved antal sekun­der siden opta­gel­sens start.

Lige siden web begyndte at blive 2.0, har kom­men­tar­fel­tet været tem­me­lig obliga­to­risk inte­r­iør på blog-, video– og foto­de­lings­plat­forme såvel som på en del af de mere etab­le­rede nyheds­me­di­ers artik­ler. Isæt for sidst­nævnte med frem­kom­sten af besyn­der­lige debat­kul­tu­rer til følge.

Imid­ler­tid er den gængse opsæt­ning af kom­men­ta­rerne altid adskilt fra selve ind­hol­det, man kom­men­te­rer på, typisk ved at ligge læn­gere nede på siden.

Her adskil­ler Soundcloud sig altså ved at give mulig­hed for, at kom­men­ta­rerne knyt­ter sig til en bestemt del af ind­hol­det. Dette er inter­es­sant i rela­tion til en under­sø­gelse af, hvil­ken rolle tek­no­logi kan spille i for­hold til, hvor­dan kul­tu­relle objek­ter konstitueres.

Hvor det afsi­des lig­gende kom­men­tar­felt i højere grad er med til at kon­stru­ere ind­hol­det som en sam­men­hæn­gende, afluk­ket enti­tet, invi­te­rer den inte­gre­rede kom­men­tar­funk­tion i ste­det til at for­holde sig til ind­hol­det som en ikke på for­hånd afmålt mængde af detal­jer og momen­ter, som man kan værds­ætte i dis­ses egen ret, uden en eks­pli­cit rela­tion til hel­he­den. Det kunne som en side­be­mærk­ning være inter­es­sant, hvis nogen lavede noget lig­nende med tekst. Måske lidt som en gennemlæsnings-kommentarfunktionen man ken­der fra f.eks. Micro­soft Word.

Det er i den sam­men­hæng mor­somt at fore­stille sig, at der på en hypo­te­tisk lit­te­ra­tur­de­lings­side ville blive udfol­det samme slags ord­lyd som på Soundcloud — ”NIIIIIIICCCE!!!”, ”mas­sive” ”vibes” strøet ud over inter­es­sante stro­feskift på dit nyligt publi­ce­rede digt. Fort­sat digres­sion: Det mor­somme (hvis det er mor­somt?) kunne tæn­kes at bestå i, at det umid­del­bart ville fore­komme usand­syn­ligt, at de lit­terære begej­string­sy­t­rin­ger ville tage sig ud på samme måde som oven­stå­ende. Vi fore­stil­ler os, at de nok ville være mere sprog­ligt artikulerede.

Bety­der det så at musik i for­hold til lit­te­ra­tur afsted­kom­mer grovere, mere simple værens­for­mer? Måske hand­ler det ikke om, at folk der lyt­ter til musik er min­dre sofi­sti­ke­rede end folk, der læser skøn­lit­te­ra­tur, men at den pri­mære og ”intel­li­gente” måde at rea­gere på musik måske i højere grad er kine­tisk end ver­balsprog­lig, og at de simple skrift­lige udmel­din­ger på Soundcloud blot er snævre og ydmyge medi­e­rin­ger af langt mere omfat­tende kro­p­s­lige reaktioner.

Hvis vi fore­stil­ler os en brugs­måde, der bestod af kom­men­ta­rer det sted, hvor en inten­si­ve­ret for­nem­melse af nydelse eller følelse af for­bin­delse med musik­ken ind­fandt sig, kunne vi se kom­men­tar­funk­tio­nen som et slags kva­si­vi­den­ska­be­ligt for­søg. For­sø­get ville kunne lære os noget om affekt og bevidst­hed ved at vise, hvor lang tid der går, fra vi begyn­der at blive påvir­ket af musik­ken, til vi bli­ver bevid­ste om det og føler inci­ta­ment til at udtrykke en even­tuel begej­string ved at skrive en kom­men­tar. Måske med lidt min­del­ser om neu­ro­fy­si­o­lo­gen Benja­min Libets klas­si­ske for­søg omkring det tids­lige mel­lem­rum mel­lem akti­ve­rin­gen af en san­seim­puls og det bevid­ste sub­jekts opfat­telse af det.

Flattr this!