Analyseudkast – Forskellige måder at stønne på

Det følgende er et bud på en slags analyse af noget materiale fra en undersøgelse, jeg har foretaget i løbet af efteråret i rammerne af sociologi. Den empiriske del af undersøgelsen har bestået af en række enkeltinterviews, alle foretaget af undertegnede.  Den overordnede ledetråd for undersøgelsen har været en nysgerrighed omkring hvordan dels kontrol og handlekraft, dels forholdet mellem krop, subjektivitet, socialitet og omverden konfigureres på forskellige måder i forskellige seksuelle møder. Fokuseringen på stønnet i det følgende, kan tænkes som et slags metodologisk greb med henblik på en udfoldelse af denne udforskning. Brugen af teoretiske begreber vil måske nogen gang forekomme lidt indforstået. Hvis man gerne vil have uddybet noget er man velkommen til at spørge. Alle navne på andre personer end mig er pseudonymer.

Strategisk stønnen. Maja fortæller:

”[H]vis man sætter lyd på, så kan man også guide fyren i hvilken retning af hvad, der er godt, og hvad der ikke er så godt, men det kan også meget ofte give fyren den ide, at han bedre [..] end han virkelig er. Der er meget lyd på, ikke? Men det er meget nemt at sætte lyd på for mig, jeg kan ikke gøre det sådan ud af ingenting, men under sex er det meget nemt at overdrive”

Som jeg læser Majas udsagn, knytter ideen om at guide sig til en konfiguration af situationen efter en slags trial-and-error dialektik med fyren som den prøvende og Majas krop som genstanden for prøvelserne. Han forsøger forskellige bevægelser og berøringer med henblik på at være ”god” (forstået som givende seksuel nydelse til Maja), og hun bruger aktivt lyden til at signalere, når noget er mere nydelsesfuldt end andet, med henblik på at han skal fortsætte med at gøre, og eventuelt forstærke, det der udløste den. Slutningen af citatet demonstrer en måde, hvorpå tilblivelse af agens kan forstås som noget relationelt. Maja er i stand til at foretage en handling i form af en overdrivelse af stønnen, men har samtidigt kun opnået denne aktør-hed som det emergente udkomme af samlejet som en tidsligt afgrænset socio-somatisk praksis. Hvis vi skal bruge Karen Barads terminologi, kan vi sige, at samlejet er et apparat, der lokalt etablerer Maja som beslutningsdygtig agent i kraft af fremkomsten af muligheden for en kausalkæde mellem bevidst intention, krop og akustik. Imidlertid bliver forholdet mellem formål og effekt så igen lidt mere diffust i det næste led; partnerens opfattelse af og reaktion på lyden. Her kan effekten i nogle tilfælde bestå i hans oplevelse af at være nået til en destination, hvilket er i uoverensstemmelse med intentionen fra Maja om at stønnet netop skal signalere udpegningen af en retning til videre bevægelse. Majas stønnen kan utilsigtet komme til at kommunikere allerede-tilstedeværelsen af det den forsøger at opnå.

I interviewet siger jeg til Maja, jeg synes, det lyder som om hun nogle gange er meget bevidst under sex, når hun eksempelvis, som i det ovenstående, taler om at forsøge at gøre noget for at guide hendes sexpartner, ligesom hun også tidligere har talt om forskellige måder at drille sin partneren på. Imidlertid fortæller hun som svar på dette, at det ideelle for hende egentlig er noget andet:

”Sex er bedst for mig, når jeg glemmer mig selv. Når jeg kan få nogen til at få mig til at glemme mig selv. Men jeg synes altid, man sætter scenen op. Jeg er meget meget bevidst om forspil, og jeg er meget bevidst /men jeg har oplevet det der, når sex bare ikke er så godt, og man er sådan lidt, ”hvordan fanden kan jeg gøre det her bedre”, så tænker jeg helt vildt meget, og det irriterer mig, når jeg tænker for meget over det.”

Den strategiske indstilling og den bevidste kontrol er altså primært noget der knytter sig til dårlig sex, mens selvforglemmelsen, som vel må være at forstå som en art kontroltab, faktisk placeres som et kriterium for kvaliteten af den seksuelle oplevelse..

At lave forspil og at sætte scenen op med henblik på ”at få nogen til at få mig til at glemme mig selv”, kan ret oplagt relateres til sociologerne Emlie Gomart og Antoinne Hennions teoretisering af hvordan begivenheder er noget, man laver forberedelser til og derefter kun kan håbe ankommer, eller måske ligefrem blive overrasket over; ”an unanticipated gift from the ‘dispositif’ ”.

I nogle sammenhænge er det fraværet af stønnen, der knytter sig kontroltab for Maja:

” det er sjove er, jeg har lagt mærke til, meget når jeg glemmer mig selv, og meget når jeg har vilde orgasmer, så siger jeg ikke noget. Så holder jeg kæft. Og det er sådan med min nuværende kæreste /jeg var slet ikke bevidst om det her, før han nævnte det for mig, at ’du siger ikke noget, når du får orgasmer’, -’seriøst?’”.

En på nogle punkter ret anderledes udfoldelse af stønnets beskaffenhed finder sted i interviewet med Amanda. Anledningen til at komme ind på emnet har været Amandas beskrivelse af et for hende ret akavet seksuelt møde, hvor en mand, hun er sammen med, foruden tidligere at have udtrykt utilfredshed ved hendes kønsbehåring, under samlejet kommenter hendes måde at stønne på, som han synes, lyder ’klynkende’. Amanda svarer på, hvordan hun oplevede dette, hvorefter samtalen bevæger sig til en mere generel refleksion over hvad det for hende indebærer at stønne.

”[D]et føltes egentlig meget… det var det, jeg følte det som at det var et anslag på min indlevelse eller sådan et eller andet, og egentlig også et anslag på hele min seksualitet faktisk, fordi at jeg synes på en eller anden måde, det er sådan, jeg ved ikke om det lyder mærkeligt, men det er på en eller anden måde også ret identitetsbærende, hvordan man stønner,

Bue: Kan du uddybe det? Eller sådan hvordan er det det?… Eller hvorfor tror du, det er sådan?

Amanda: Ja. Det tror jeg, det er fordi, at på en eller anden bagvendt måde, så oplever jeg måske sådan at det at give sig hen, eller det at forsvinde fra… nej, men det handler nok også om, at man bliver skrøbelig i sin identitet, i det man giver sig hen, eller oplever at blive ukontrolleret, eller sådan et eller andet. Og det er på en eller anden måde sådan meget… et af de sådan meget væsentlige karakteristika i /på hvilken måde, man er i stand til at lade sig henføre eller /så jeg ved ikke om det giver mening i forhold til at sige, det var sådan /at det er sådan identitetsbærende, eller sådan. Det er i hvert fald en vildt skrøbelig situation at afgive nogle lyde, som man egentlig godt ved ikke /altså det er jo ikke en køn lyd. Det er det sjældent, at stønne.

Bue: Det er der måske nogen, der synes?

Amanda: Ja. Men det er i hvert fald ikke min oplevelse, at det er noget, som jeg gerne vil have spillet på bånd efterfølgende.

Bue: Men kan du lade være med at gøre det? At stønne?

Amanda: Nej, det kan jeg faktisk ikke, det er måske også derfor, jeg siger, at det er identitetsbærende, fordi jeg kunne faktisk ikke forestille mig en sexakt uden at stønne, fordi jeg har brug for den markør på at jeg er… i en… en af de ting, jeg bliver ophidset over, når jeg har sex er lyden af mig selv, … der på en eller anden måde også er grim. Det ophidser mig også på en eller anden måde, at jeg afgiver noget grimt

[…]

Bue: Jeg kom […] til at tænke over det der med, at det ligesom på en gang er /på en gang siger du, det er identitetsbærende og samtidigt så er det noget, du ikke kan vælge fra.

Amanda: (bekræftende) Mmmh.

Bue: Er det, der så gør, at det er så meget mere identitetsbærende?

Amanda: Ja, det er det givetvis. At det ikke er en mulighed at vælge det fra, eller sådan/

Bue: /så det er mere dig, fordi at du ikke kan styre det selv.

Amanda: Ja. Det var det, jeg mente med det bagvendte.

Bue: Ja. Nej men det giver /på sin egen sådan lidt paradoksale måde, giver det meget god mening. Eller det er i hvert fald vildt interessant, synes jeg.

Amanda: Jamen det er en rigtig præcis formulering, at det opleves som noget meget personligt, fordi at det netop ikke er kontrollerbart.

Jeg har valgt medtage dette relativt lange uddrage, fordi det også viser det interaktionelle element i interviewsituation. Der forekommer mig, at også genstanden for talen også har en vis form for skrøbelig ubestemmelighed over sig, et vist element af noget der er svært at umiddelbart at indpasse i diskursive logikker. Således Amandas indskud om at hun ikke helt ved om det giver mening og hendes pointering af hvordan det, hun taler om virker bagvendt. Sidst i forløbet kan man måske sige, vi sammen får etableret en vis stabilitet omkring genstanden, hvor den får lov at dvæle i sin paradoksalitet.

Amandas stønnen er blandt andet interessant fordi den på nogle planer faktisk er lidt det omvendte af Majas. Hvor det at stønne hos Maja var noget der var til  stede som en mulighed i et slags spil, er det hos Amanda tværtimod noget der ikke kan vælges fra og som intimt knytter sig til hengivelse og kontroltab. Agens i forhold til stønnen er her ikke forankret i Amanda som intentionel aktør, men er noget der sker med hende i forbindelse med sex. Samtidigt konfigureres stønnet som noget hun har brug for, og som noget hun tænder på. Stønnet gør i højere grad noget ved Amanda end Amanda gør noget ved stønnet.

Det følgende er et bud på en slags analyse af noget materiale fra en undersøgelse, jeg har foretaget i løbet af efteråret i rammerne af sociologi. Den empiriske del af...